Hvad er et bikort?
Et bikort er et skattekort, som kun benyttes, hvis du har flere udbetalere. Bikortet bruges normalt ikke til hovedbeskæftigelsen, da du ved brug af bikortet betaler skat af hele din indkomst. På bikortet vil din trækprocent fremgå.
Hvem har et bikort?
Du må, som alle andre danskere, hvert år tjene et bestemt beløb uden at skulle betale skat. Tjener du mere end beløbet, bliver du tildelt et hoved- og bikort. Bikortet benyttes, hvis du har flere arbejdsgivere og dermed flere udbetalere.
Hvis du vælger at bruge dit hovedkort i stedet for dit bikort til flere udbetalere, vil dit samlede skattefradrag blive for højt, og dermed vil du blive opkrævet en restskat. Derfor anbefales det, at du benytter dit bikort, hvis du har mere end én udbetaler.
Hvornår skal du bruge bikort?
Du skal bruge dit bikort, hvis du har mere end én arbejdsplads. Det er dit hovedkort, der anvendes af din arbejdsgiver på din primære arbejdsplads. Dit bikort anvendes af din arbejdsgiver på din sekundære arbejdsplads, som er der, hvor du tjener mindst.
Du får ikke skattefradrag for din løn, når bikortet bruges. Hvis du får SU, og har et studiejob ved siden af studiet, udbetales SU’en via dit hovedkort, hvor du får et fradrag.
Hvordan får du fat i et bikort?
Dit bikort ligger digitalt på Skattestyrelsens hjemmeside. Du kan finde kortet ved at logge ind på TastSelv.
Skal du oprette et skattekort for første gang, kan du oprette det i TastSelv på Skattestyrelsens hjemmeside. Du skal bruge dit NemID, hvis du er mere end 15 år, og en TastSelv-kode fra Skattestyrelsen, hvis du er yngre end 15 år. Når dit bikort er oprettet, vil det ligge digitalt, og du kan se det i din forskudsopgørelse sammen med dit hovedkort. Din arbejdsgiver kan hente dit skattekort direkte hos Skattestyrelsen.
Hvordan bruger du dit bikort?
Bikortet bruges kun, hvis du har flere udbetalere. Du benytter kortet ved at fortælle din arbejdsgiver, at de skal bruge bikortet i stedet for hovedkortet.
Kan flere arbejdsgivere bruge dit bikort?
Ja, det kan de godt. Hvis du har flere arbejdsgivere, må de gerne bruge dit bikort som skattekort. Det er vigtigt, at du selv fortæller din arbejdsgiver, om de skal bruge dit hoved- eller bikort.
Hvor kan jeg se, hvem der bruger hvad?
Du kan se, om din udbetaler bruger dit hoved- eller bikort ved at logge på TastSelv på Skattestyrelsens hjemmeside.
Hvad gør du, hvis din arbejdsgiver har brugt det forkerte skattekort?
Det kan ske, at din arbejdsgiver benytter det forkerte skattekort. Hvis dette skulle blive aktuelt, er det vigtigt, at du selv gør din udbetaler opmærksom på fejlen, så de får hentet det nyeste skattekort hos Skattestyrelsen. Når din udbetaler har hentet bikortet, kan de selv regulere i dit skattetræk og din lønudbetaling.
Ja, det gør der. Der findes også et frikort og hovedkort.
Et frikort får du brug for, hvis det forventes, at du tjener mindre end et bestemt beløb på et år. Frikortet bliver oftest tildelt unge mennesker, som endnu ikke har en større indkomst.
Et hovedkort får du brug for, hvis du tjener mere end frikortsbeløbet. Hovedkortet bliver du tildelt sammen med bikortet. Hovedkortet benyttes til din primære indkomst, da du har et fradragsgrundlag, som du ikke skal betale skat af.
Hovedkort og frikort er digitale, ligesom bikortet er. Du finder dem på Skattestyrelsens hjemmeside under TastSelv.
Læs her hvordan du bogfører restskat i Dinero
Læs her hvordan du bogfører et samlet løn bilag i Dinero