Elektronisk regning

Med en elektronisk regning kan du som virksomhed opkræve dine penge digitalt. Det kan både være i form af en faktura eller en kreditnota. En elektronisk regning sendes i et OIOUBL-format. Skal du sende en regning til det offentlige, kan du kun gøre det via en elektronisk regning.

  • Læsetid: under 2 min.

  • Sidst opdateret 23/07/2021


Hvad er en elektronisk regning?

Tiden, hvor alle regninger og fakturaer blev sendt i papirformat og afleveret af det lokale postbud, er fortid. I dag sendes de fleste fakturaer digitalt. De offentlige instanser i Danmark kan i dag kun modtage elektroniske regninger. Så laver du et stykke arbejde for en offentlig skole eller en kommune, kan du kun opkræve dine penge via en elektronisk regning.

En elektronisk regning dækker både over en faktura eller en kreditnota. Fælles for dem begge er, at de sendes elektronisk i et OIOUBL-format.

Hvem bruger elektroniske regninger?

Det er meget udbredt i dag at anvende elektroniske regninger. Både blandt store som små virksomheder og hos det offentlige. Siden 2005 har det været lovpligtigt for alle offentlige instanser i Danmark kun at indbetale regninger digitalt. Skal du sende en regning til det offentlige, kan du altså ikke længere gøre det med en regning i papir-format.

Når du sender regninger til det offentlige, skal du huske afdelingens EAN-nummer. EAN-nummeret er et identifikationsnummer, der groft oversat svarer til deres adresse. Du kan altså ikke sende en faktura til det offentlige uden et EAN-nummer, da regningen i så fald aldrig vil komme frem.

Hvordan sender du en elektronisk regning?

For at sende en elektronisk regning skal du enten være bruger af et digitalt regnskabssystem eller oprette dig som bruger hos en fakturaportal. Alternativt kan du også gøre brug af et læs-ind-bureau, som lever af at konvertere regninger til et digitalt format.

Hvad er en online faktura?

En online faktura dækker over en anden digital betalingsform. Her sender du som virksomhed en faktura til en kunde via e-mail. Fakturaen leveres i PDF-fil og vedhæftes den e-mail, som du sender afsted. En online faktura er ikke det samme som en elektronisk regning.

Hvad er en elektronisk faktura?

En elektronisk faktura er en blanding af en online faktura og en elektronisk regning. Med en elektronisk faktura har du nemlig mulighed for at sende din faktura på to forskellige måder. Enten som en PDF-fil på e-mail eller i et OIOUBL-format via et digitalt regnskabssystem. Det er altså hverken det samme som en online faktura eller en elektronisk regning.

Det er super nemt at sende en elektronisk faktura via Dinero

Var denne artikel nyttig?

Gør som 0 virksomheder

Brug Danmarks mest anbefalede regnskabsprogram