Hvad er et S.M.B.A.?
Når du skal stifte en virksomhed, skal du tage stilling til, hvilken type af virksomhed du vil oprette. Du kan blandt andet etablere en enkeltmandsvirksomhed eller et anpartsselskab.
Hvis vi skruer tiden nogle år tilbage, var det også en mulighed at etablere en ny virksomhed i form af et S.M.B.A. (selskab med begrænset ansvar). Der er tale om en selskabsform, der er kendetegnet ved, at det er nemt at oprette.
Det kræver nul kroner i kapital at oprette, og det er desuden et privat selskab med begrænset hæftelse.
I 2014 blev det vedtaget ved lov, at S.M.B.A. som selskabsform skulle udgå og i stedet erstattes af iværksætterselskabet. Senere er også iværksætterselskabet blevet udfaset og sidste frist for at omdanne dit iværksætterselskab til et anpartsselskab var i oktober 2021.
Skal du oprette en virksomhed i dag, kan du vælge at gøre det som en enkeltmandsvirksomhed, et anpartsselskab eller som en helt tredje virksomhedsform.
S.M.B.A. blev med tiden en af de mindst benyttede selskabsformer.
Det fik et dårligt ry, da mange brugte det som et svindlerselskab. Da der ikke var noget krav til startkapital, og hæftelsen kun var begrænset til selve startkapitalen, var det næsten for nemt at oprette en virksomhed som et selskab med begrænset ansvar.
Mange iværksættere, der ikke havde tilstrækkeligt med hverken penge eller ressourcer, fik for vane at oprette virksomheder som S.M.B.A.’er. Og derfor blev selskabsformen med tiden forbundet med svindel og fiasko.
Som en konsekvens heraf blev selskabsformen lukket ned i 2014. I stedet kom iværksætterselskabet til.
Selvom det ikke længere er aktuelt med S.M.B.A., når du skal stifte en ny virksomhed, vil vi alligevel tage et kig på de fordele og ulemper, der er forbundet med selskabsformen.
Fordele ved et S.M.B.A.
- Det er nemt at oprette
- Der er ingen krav til startkapital
- Der er begrænset hæftelse (du hæfter kun med de penge, du smider i din virksomhed. Du hæfter ikke med din egen personlige formue)
Ulemper ved et S.M.B.A.
- Der skal som minimum være to stiftere
- Du kan ikke trække et eventuelt underskud fra i din personlige indkomstskat (som det er muligt i eksempelvis en enkeltmandsvirksomhed)
- Forbundet med dårlige signaler – kendt som et ‘svindlerselskab’
Hvad er forskellen på en S.M.B.A.-virksomhed og et iværksætterselskab?
Selvom der er flere ting, der går igen ved de to selskabsformer, er der også flere steder, hvor der er væsentlige forskelle.
Forskelle, der er værd at bide mærke i
Først og fremmest er iværksætterselskabet dækket af de regler, der er angivet i selskabsloven.
Det betyder blandt andet, at ejeren eller ledelsen er forpligtet til at sørge for, at der er tilstrækkeligt med penge til at kunne drive virksomheden. Derudover er der i et iværksætterselskab også pligt til at udforme og offentliggøre et årsregnskab for hvert regnskabsår.
Det gør sig ikke gældende i et selskab med begrænset ansvar.
Oftest stillede spørgsmål