Hvad er aftaleloven?
Aftaleloven (AFTL) indeholder regler omkring aftaler inden for formueretten – lige fra indgåelse og gyldighed, til hvordan hvordan du står, hvis du gerne vil ophæve en aftale. Helt overordnet indeholder den frister, pligter og rettigheder for alle parter, der indgår aftaler.
Der er især to grundbegreber i aftaleloven, som har betydning for, om der er indgået en aftale eller ej:
- Bindende viljeerklæringer – “jeg vil købe dit produkt for 1.500 kr.”
- Ikke-bindende viljeerklæringer – “jeg kommer forbi i morgen”
De bindende har en afgørende betydning – og inddeles som regel i løfter, påbud og fuldmagtserklæringer. Et løfte pålægger afgiveren en forpligtelse, mens et påbud pålægger modtageren en forpligtelse. En fuldmagt gør det muligt at træffe bindende beslutninger på en anden persons vegne.
Det “officielle” navn er; Lov om aftaler og andre retshandler på formuerettens område. Det bruges dog sjældent, og de fleste kalder den bare for aftaleloven. Loven er løbende blevet opdateret, men den bygger stadig på de oprindelige regler fra 1917.
Tilbud og accept er en grundlæggende del af aftaleloven
En helt grundlæggende ting i aftaleloven er tilbud og accept. Hvornår har man egentlig accepteret et tilbud? Som regel fremsættes et tilbud, hvorefter det så accepteres. Det er den typiske proces ved aftaleindgåelse, men det kan reelt ske på mange måder.
Den typiske proces fra tilbud til accept:
- Person A fremsætter et tilbud
- Person B accepterer tilbuddet
Udgangspunktet er at fremsendelse af et tilbud er bindende. Der er en række undtagelser hertil, som er nærmere beskrevet nedenfor.
Et tilbud er ikke længere gældende, når det er blevet afslået. Hvis det accepteres for sent eller på en måde, der ikke er i overensstemmelse med tilbuddet, vil det i stedet blive betragtet som et nyt tilbud. Du kan altså ikke acceptere et tilbud efter fristen eller med yderligere betingelser for accept af tilbuddet.
Annoncer i tryk og i medier betragtes typisk ikke som et tilbud – men som en opfordring til at give et tilbud.
Prismærkning i butikker og annoncering på internettet anses i udgangspunktet som et tilbud. Det betyder, at en eventuel prisfejl i en fysisk butik skal komme forbrugeren til gode – medmindre der er tale om en åbenlys fejl.
Stiltiende accept er muligt i visse tilfælde
Det er i udgangspunktet ikke muligt at indgå en aftale passivt. Du kan fx ikke skrive, at du betragter et tilbud som accepteret, hvis du ikke hører andet. Det er dog i nogle tilfælde muligt at lave/få en såkaldt stiltiende accept, som er gyldig jf. aftaleloven.
Ofte vil en stiltiende accept være relateret til en allerede eksisterende aftale. Det kan fx være, at du har orienteret dine kunder om ændringer til en allerede eksisterende aftale eller forhøjelse af en fast betaling – fx et abonnement. Hvis kunden forbliver passiv, vil det typisk kunne betragtes som en stiltiende accept af ændringen.
En stiltiende accept vil som regel hverken være formuleret mundtligt eller skriftligt. Der orienteres fx om en ny pris eller ændring af kontrakt, men aftalen bliver ikke underskrevet. Den accepteres så at at sige ved, at kunden ikke gør noget – altså forholder sig passivt til informationen.
Det er generelt vigtigt at forholde sig til mails og anden kommunikation, når det kommer til aftaler. Forestil dig, at du har skrevet med en mulig leverandør om indgåelse af en aftale. Du har blot ønsket information om fx priser og leveringsmuligheder, men leverandøren har opfattet det som en forhandling og tror, at I har en aftale.
Han sender derfor en ordrebekræftelse til dig. Hvis du ignorerer den, fordi du jo ikke har placeret en ordre, kan den faktisk være bindende i nogle tilfælde. I sådan en situation er det vigtigt, at du hurtigt gør opmærksom på, at du ikke har bestilt noget.
Der er dog rigtige mange faktorer, der vil spille ind i den samlede vurdering af, om der er indgået en aftale ved passivitet eller ej. Fx spiller parternes forhold til hinanden ind, ligesom der også er forskel på, om det er erhvervsdrivende eller forbrugere.
Der er ikke forskel på gyldigheden af mundtlige og skriftlige aftaler
Der er i udgangspunktet ikke forskel på, om du har indgået en mundtlig eller skriftlig aftale i aftaleloven. De er nemlig lige bindende. Det er dog meget nemmere at bevise, at en part har godkendt et skriftligt tilbud end et mundtligt.
Aftaleloven er nemlig ret klar på det punkt. En aftale er bindende, uanset om den er skriftlig eller mundtlig, når den er indgået af begge parter. Det kan dog være meget svært at bevise, at du har indgået en mundtlig aftale, da det ofte vil være ord mod ord.
Hvis du har indgået en mundtlig aftale, bør du altid sørge for enten at få det skrevet ned eller sende en bekræftelse. På den måde sikrer du dig selv bedst muligt. Så er hverken du eller den anden part i tvivl om, hvad der er blevet aftalt.
Frister bestemmes af aftaleloven, hvis du ikke selv sætter en
Nogle aftaler har en nedskrevet frist for accept af tilbuddet – en såkaldt acceptfrist. Men hvis hvis tilbudsgiveren ikke selv har fastsat sådan en i aftalen, bliver den bestemt af aftaleloven (den legale acceptfrist) jf. aftalelovens §3.
Der er forskel på den legale acceptfrist ved et mundtligt og skriftligt tilbud:
- Mundtlige tilbud – skal accepteres på stedet (§3, stk. 2)
- Skriftlige tilbud – en rimelig betænkningstid (§3, stk. 1)
Et mundtligt tilbud vil typisk bortfalde, hvis tilbudsmodtageren ikke accepterer det undervejs i samtalen – der kan dog aftales en acceptfrist ved mundtlige tilbud. Ved et skriftligt tilbud skal der være en rimelig betænkningstid, som altid vil være en vurderingssag.
Hvis du afgiver et skriftligt tilbud, fastsættes den legale acceptfrist efter aftalelovens §3, stk. 1. Det gælder alle tilbud, hvor tilbudsgiver ikke har direkte (simultan) kontakt med tilbudsmodtageren – fx over telefonen eller ved fysisk møde – og beskrives således:
“Selve acceptfristen beregnes som tilbuddets planmæssige befordringstid + modtagerens betænkningstid + acceptens planmæssige befordringstid, tilsammen ‘den legale acceptfrist’”
Acceptfristen er kortere ifm. aftaler, hvor det må formodes at være enkelt for tilbudsmodtager at forholde sig til tilbuddet end ved tilbud med komplicerede aftaleforhold. Ting, som transaktionens værdi samt parternes forhold og status, har også betydning for den legale acceptfrist.
Du står klart bedst ift. dokumentation, hvis du sørger for at skrive alle aftaler ned og notere en frist. Det gælder også mundtlige aftaler, som du kan sende til tilbudsmodtager og bede om en underskrift, så du har dokumentation på det aftalte.
Fortrydelsesret er ikke automatisk en del af en aftale
Det er ikke alle aftaler, der har en fortrydelsesret. Den skal være en specifik del af aftalen, før du kan benytte dig af muligheden – og du skal selvfølgelig også benytte dig af fortrydelsesretten, inden den udløber.
Nogle sætter en fortrydelsesret på flere niveauer ind i deres aftaler. Det kan fx være omkostningsfrit at annullere aftalen inden for 14 dage, mens det derefter vil koste en procentdel af det samlede beløb.
Der skal stå i aftalen, hvordan den opsiges. Det gælder både i forhold til varsler og godtgørelse.
Koncipistreglen er relevant ved uklarheder i aftaler
Hvis der er lavet en aftale, som senere viser sig at indeholde en uklarhed, der skaber uenighed blandt parterne omkring forståelsen af indholdet, kan en part påberåbe sig koncipistreglen.
Kort fortalt betyder koncipistreglen, at en eventuel uklarhed i en aftale vil blive fortolket mod den, der har forfattet aftalen (koncipisten). Det skyldes, at det forventes, at denne er nærmest til at bære risikoen for eventuelle uklarheder, da denne har haft mulighed for at tage højde for eventuelle uklarheder.
Derfor bør en aftale altid forfattes så klart og præcist som muligt. Reglen kan også bruges i situationer, hvor en tredjepart har forfattet aftalen på vegne af en af de to parter. Det kan fx være dennes advokat eller brancheorganisation, som har forfattet aftalen.
Koncipistreglen gælder også uklarheder ved standardvilkår. Der gælder særlige regler for standardvilkår i forbrugeraftaler jf. aftalelovens §38 b, stk. 1, hvor den skal anvendes, hvis følgende to betingelser er opfyldt:
- Der skal foreligge tvivl om forståelsen af et eller flere vilkår i aftalen
- Det/de omstridte aftalevilkår må ikke have været genstand for forhandling mellem parterne
Der skal dømmes til forbrugerens fordel, hvis begge betingelser er opfyldt. Ved den sidste betingelse kigges der på, om forbrugeren har haft mulighed for at påvirke aftalen. Fx har en forbruger ikke været med til at forhandle aftalen, hvis der laves en standardaftale.
Fuldmagter er en del af mellemmandsretten
Du kan give andre tilladelse til at indgå aftaler eller handle på dine vegne. Du kan fx give tilladelse til at hente pakker eller hæve penge, handle inden for et afgrænset område og meget andet.
Reglerne er en del af den såkaldte mellemmandsret, som er reguleret i aftalelovens kapitel II. Personerne i sådan en situation kaldes i fagsprog for:
- Fuldmagtsgiveren eller hovedmanden – den, der afgiver fuldmagten
- Fuldmægtigen eller mellemmanden – personen, der kan indgå bindende aftaler på vegne af fuldmagtsgiveren
- Tredjemand – den, der indgår en aftale med fuldmagtsgiveren via mellemmanden
Fuldmægtigen kan frit indgå bindende aftaler i fuldmagtsgivers navn og for dennes regning – som det er beskrevet i fuldmagten/aftalen mellem de to. Hvis der er tale en kommissionær/kommission, er det ikke en del af aftaleloven, da personen handler i eget navn.
Fuldmagtsgiveren er i et såkaldt fuldmagtsforhold, hvor der skelnes mellem to slags:
- Ydre aftaleforhold – fuldmagtsgiver og tredjemand
- Indre aftaleforhold – fuldmagtsgiver og fuldmægtigen
Udover selve personerne, der kan indgå i et fuldmagtsforhold, er der også forskellige former for fuldmagter. Den primære forskel er det beskyttelseshensyn, der skal tages overfor tredjemanden:
- Fuldmagt, som omverdenen ikke kan/skal se – fuldmagt uden særlig tilværelse
- Fuldmagt, som er bestemt til at blive vist omverden – fuldmagt med særlig tilværelse
Den første kan fx være en mundtlig aftale, mens den anden kan være en skriftlig aftale. I enhver fuldmagt er rammerne for fuldmagten beskrevet – de kaldes også for fuldmagtens grænser og er beskrevet i aftalelovens §10.
Bemyndigelse er en underliggende instruktion, der kan bruges til at sætte grænser i det indre aftaleforhold med fuldmægtigen. Den er ikke synlig for omverdenen, selvom fuldmagten er det. Bemyndigelsen kan være en aftale om at kunne give rabat på en ydelse.
Hvis fuldmægtigen ikke overholder grænserne i fuldmagten, bindes fuldmagtsgiver ikke jf. aftalelovens §11, stk. 2. Der er forskel på, om der er tale om en fuldmagt med eller uden særlig tilværelse, hvor der kan opstå forskellige situationer ift. bemyndigelse og legitimation.
Der er forskellige slags fuldmagter, som alle er reguleret i aftaleloven:
- “§18-fuldmagt” (aftalelovens §18)
- Stillingsfuldmagt (aftalelovens §10, stk. 2)
- Skriftlig fuldmagt (aftalelovens §16)
- Erklæringsfuldmagt (aftalelovens §13)
- Offentligt bekendtgjort fuldmagt (aftalelovens §14)
Der findes også såkaldte “adfærdsfuldmagter”, men de er dog ikke en del af aftaleloven og derfor ikke beskrevet nærmere i dette indlæg.
§18-fuldmagten er som regel kun mundtlig, men kan også være skriftlig. Den hviler alene på en erklæring fra fuldmagtsgiver til fuldmægtigen. Stillingsfuldmagten gives til en person i et ansættelsesforhold (fx en butiksansat) om, at denne fx kan give rabat uden at spørge om lov.
En skriftlig fuldmagt er en fuldmagt med særlig tilværelse, hvor tredjemands gode/onde tro vurderes ved overskridelse. En erklæringsfuldmagt er en fuldmagt, som er givet til tredjemanden – den kan gives enten direkte eller gennem fuldmægtigen.
En offentlig bekendtgjort fuldmagt er fx at meddele, at en stedfortræder vil træffe beslutninger på dine vegne, når du ikke er der.
Ugyldighedsgrunde kan være svage og stærke
Selvom en aftale er indgået og underskrevet, er der en række forhold, der gør, at den alligevel kan være ugyldig – det vil sige, at den ikke er gældende, selvom begge parter har indgået aftalen.
De to overordnede grunde til ugyldighed:
- Tilblivelsesmangler – aftalen er ugyldig, fordi et løfte er fremkaldt ved tvang eller lignende ifm. indgåelsen
- Indholdsmangler – aftalens indhold er urimeligt, og aftalen er derfor ugyldig
Der skelnes mellem stærke og svage ugyldighedsgrunde – svig er fx en svag ugyldighedsgrund. Den primære forskel er, at en aftale typisk ikke kan erklæres ugyldig med en svag ugyldighedsgrund, hvis løftemodtageren (fx en kunde) var i god tro.
Tre betingelser skal være til stede, hvis du vil påberåbe dig ugyldighed og gøre et løfte uforbindende – altså blive frigjort fra aftalen:
- Væsentlighed – forudsætningen skal have været væsentlig for løfteafgiver
- Kendelighed – løftemodtager skal have kendt til forudsætningen (og at den var væsentlig for løfteafgiver)
- Relevans – det skal være rimeligt at pålægge løftemodtager risikoen for løfteafgivers forudsætninger (hvilket afgøres ud fra en samlet vurdering)
Vær opmærksom på, at det godt kan være, at det kun er dele af en aftale, der erklæres ugyldig, mens resten af aftalen stadig er gyldig. Det kan dog også ske, at hele aftalen erklæres ugyldig. Det vil være forskelligt fra sag til sag.
Ugyldighedsgrunde jf. aftaleloven:
- Tvang (§28-29)
- Svig (§30)
- Urimelig udnyttelse af vanskeligheder, manglende indsigt, letsind eller afhængighedsforhold (§31)
- Forvanskning (§31)
- Fejlskrift (§32)
- I strid med almindelig hæderlighed eller rimelighed (§33 og §36)
Ovenstående står i aftaleloven under ugyldige viljeserklæringer, og hvis bare én har været til stede, er aftalen ugyldig og vil blive betragtet som ikke-indgået. Du kan fx heller ikke indgå en aftale, der strider mod dansk lov.
Svig kan være aktuelt i tre tilfælde jf. aftaleloven
Svig er som sagt én af de forskellige ugyldighedsgrunde i aftaleloven. Det er en svag ugyldighedsgrund, og det kan være aktuelt i tre situationer, hvor løftemodtager har:
- fremsat urigtige oplysninger
- bevidst fortiet oplysninger, som ville have afholdt løfteafgiver fra at indgå aftalen
- indset eller burde have indset, at løftet er fremkaldt ved urigtige oplysninger fra tredjemands side
Det er umuligt at blive helt konkret på, hvornår der er tale om svig eller ej. Det vil nemlig altid bero på en konkret vurdering af den aktuelle situation. Det er fx ikke al svigagtig adfærd, som er omfattet af aftalelovens §30 omkring svig.
Du må bl.a. gerne tilbageholde viden for modparten i visse situationer (dog ikke alle). Det er fx typisk ikke svig, hvis du tilbageholder viden om en billigere pris eller et kommende prisfald.
Der gælder dog en retsgrundsætning om loyal oplysningspligt betyder samtidig, at du er forpligtet til loyalt at videregive oplysning af betydning forud for indgåelse af en aftale.
Grundlæggende vurderes det, om adfærden er utilbørlig eller ej – og grænsen er særlig lav, når løfteafgiveren er en forbruger. Der er generelt ikke tale om svig ved generelle anprisninger – fx “verdens hyggeligste restaurant” eller “holder for evigt”.
Der skal være en årsagssammenhæng mellem det svigagtige forhold og viljeserklæringen, hvis det skal resultere i, at noget kan erklæres ugyldigt. Viljeserklæringen skal altså være afgivet som en direkte følge af den udviste svig.
Det er løftemodtager, der har bevisbyrden for, at de svigagtige forhold ikke har fremkaldt løftet jf. aftalelovens §30, stk. 2.
Ond tro kan være grund til at ophævelse af aftale
Det grundlæggende princip i aftaleloven er, at aftaler skal holdes. Men hvis du fx handler i ond tro, kan modparten ofte ophæve aftalen – og i nogle tilfælde endda kræve erstatning.
Ond tro er, når en person handler mod bedre vidende – eller med andre ord, at personen vidste, at det ikke var i orden at indgå aftalen. Du kan også sige, at du handler i ond tro ved at udvise svig.
Der findes ikke en præcis formulering af, hvornår noget er i ond tro. Men der tales som regel om, at en person har handlet på trods af viden, denne burde kende eller kendte til samt vidste eller burde vide. Ond tro kan også finde sted i form af passivitet.
Misligholdelse af aftale
Du har måske hørt ordet “misligholdelse” før. Det er, når en part i en aftale ikke overholder sine forpligttelser. Det kan fx være levering af ydelser eller overskridelse af deadline, men i bund og grund kan det være næsten alt. Misligholdelse hører dog ikke til aftaleloven – men i stedet køberetten.
Den anden part kan i udgangspunktet kræve nedslag i prisen, erstatning eller ophævelse af kontrakten, hvis der er tale om en væsentlig misligholdelse. Hvis der er tale om en såkaldt ubetydelig misligholdelse, ser man typisk bort fra det.
Der er såkaldt aftalefrihed i forhold, samt hvad der kan karakteriseres som misligholdelse og konsekvenserne af eventuel misligholdelse. Der kan fx også være tale om misligholdelse, hvis du forhindrer den anden part i at opfylde sine betingelser i kontrakten.
Da misligholdelse og kontraktbrud kan være rigtig mange ting, er det vigtigt, at det defineres, så vidt muligt, i kontrakten, inden den indgås. Det er en god måde at forventningsafstemme på, så I undgår ærgerlige situationer.
Det bør enhver aftale indeholde omkring misligholdelse:
- Hvornår en aftale betragtes anses som væsentligt misligholdt
- Konsekvenserne af misligholdelse – fx en økonomisk straf (konventionalbod)
- Hvordan en misligholdelse skal varsles til parten, der misligholder aftalen
Det lyder måske elementært, men det er som regel også en god idé at sikre sig, at du har de ressourcer, der skal til for at opfylde betingelserne i kontrakten. De typiske ressourcer er penge, tid og personale, men der kan være andre ting.
Du kan derfor med fordel kigge efter nye ansatte, beregne din likviditetsgrad og sørge for, at der kapacitet til at levere det, du forpligter dig til. Ellers øger du risikoen for, at du selv bliver den misligholdende part.
Hvis du befinder dig i en situation, hvor du ved, at du i fremtiden ikke vil kunne overholde betingelserne i en kontrakt, bør du hurtigst muligt tage kontakt til den anden part for at få den ændret eller ophævet. Den anden part er som regel også interesseret i at finde en god løsning.
Lav altid en samarbejdskontrakt med andre virksomheder
Skal du starte et samarbejde med en anden virksomhed? Så er det en god idé at lave en kontrakt, hvor I tydeligt skriver alt ned. Det gælder blandt andet alles forpligtelser, rettigheder og konsekvenser ved mislighold.
Med en samarbejdsaftale undgår begge parter usikkerhed og tvivlsspørgsmål om, hvad der er aftalt. Den bør også beskrive, hvad der skal ske i forbindelse med eventuelle tvister. Kort sagt skaber du de bedste rammer for et godt samarbejde med en god samarbejdskontrakt.
Herunder finder du relaterede ord fra vores regnskabsordbog der relaterer sig til Aftaleloven