Hvad er Momsfri små?
Momsfri små er navnet på den frivillige ordning, der omhandler momsfritagelse i EU for små virksomheder, som sælger til private. Der er tale om en ny ordning, der trådte i kraft d. 1. januar 2025.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at det udelukkende er salg til (private) kunder i EU – også kaldet B2C-fjernsalg – Momsfri små ændrer vilkårene for. Grænsen forhøjes, men det kan potentielt have negative effekter, hvis du ikke er opmærksom – det kommer vi nærmere ind på i de kommende afsnit.
Ændringen om momsfritagelse i EU for små virksomheder trådte i kraft samtidig med, at reglerne for momsregistrering blev ændret, og vi gik fra en periode på de seneste 12 måneder til nu at være et kalenderår – og målingen nulstilles hver nytårsaften.
Hvem kan bruge ordningen om momsfritagelse i EU for små virksomheder?
Alle virksomheder etableret i Danmark kan i realiteten tilmelde sig Momsfri små, men det er kun relevant for små virksomheder på grund af den øvre grænse for virksomhedens samlede omsætning i EU.
Du kan bruge ordningen om momsfritagelse i EU for små virksomheder, hvis:
- Din samlede omsætning i EU er under 100.000 euro (altså omkring 750.000 kr.)*
- Du ikke overstiger grænsen for momsfritagelse i det land, hvor momsfritagelse ønskes
Begge betingelser skal være opfyldte, hvis du ønsker at tilmelde dig Momsfri små, men du kan godt fravælge momsfritagelse i et EU-land og stadig være tilmeldt ordningen. Sidst i indlægget finder du en oversigt over momsgrænserne i de enkelte EU-lande.
*Det er vigtigt at være opmærksom på, at for danske virksomheder medregnes både omsætningen i Danmark og omsætningen ved salg til kunder i andre EU-lande.
Få rådgivning, inden du beslutter dig
Der er mange ting at være opmærksom på ved moms i udlandet og momsfritagelse i EU for små virksomheder, som sælger til private. Derfor anbefaler vi, at du søger rådgivning, inden du tager en beslutning, da ordningen hurtigt kan blive en dyr og tidskrævende løsning.
Det skal du være særlig opmærksom på
Momsfri små kan være en konkurrencefordel for små danske virksomheder, da momsgrænsen i andre EU-lande er højere end den danske.
Fx kan tyske virksomheder sælge mindre i Danmark, end danske virksomheder kan sælge i Tyskland, da den tyske momsgrænse er på 22.000 euro (altså lidt mere end tre gange så høj som den danske).
Det kan hurtigt lyde som en god ting at framelde sig One Stop Shop og i stedet melde sig til Momsfri små, hvis du er en lille virksomhed. Det kan det også være, men der er flere ting, der potentielt kan gøre det både dyrere og kræve mere tid end med OSS.
- Momsfritagelse betyder også, at du ikke kan trække købsmoms fra på de udgifter, der sælges momsfrit
- Der vil typisk også kun være delvist momsfradrag (splitmoms) for fællesomkostninger
- Hvis du overskrider momsgrænsen i et andet EU-land, skal du momsregistreres i det pågældende land (eller melde dig til dem i Moms One Stop Shop)
Som du kan se, kan det have stor betydning for din virksomheds fradrag og administration med Momsfri små. Derfor er det noget, du skal overveje grundigt, inden du beslutter dig.
Sådan tilmelder du dig og indberetter til Momsfri små
Du tilmelder din virksomhed ordningen om momsfritagelse i EU for små virksomheder på Skattestyrelsen hjemmeside. Først skal du logge på TastSelv Erhverv, og herefter kan du tilmelde dig ordningen.
Tilmeldingsprocessen til Momsfri små:
Hvis du har alle oplysningerne klar fra start, tager det ikke lang tid at udfylde ansøgningen.
- Virksomhedsinformation – kontaktperson samt e-mail og telefonnummer på din virksomhed
- Moms One Stop Shop-nummer – nuværende eller tidligere (dit CVR-nummer)
- Omsætningstal for hvert land i indeværende og sidste kalender – samt forrige kalenderår for de lande, der kræver det
Det er også vigtigt at være opmærksom på, at der er krav om, at tallene skal være fordelt på sektorer for de lande, der kræver det.
Når du har udfyldt ansøgningen om momsfritagelse i EU for små virksomheder, som sælger til private, er der blot tilbage at vente på afgørelsen.
Det er først, når du har fået besked fra Skattestyrelsen, at du er fritaget for moms (hvis den bliver godkendt selvfølgelig). De enkelte EU-lande skal nemlig individuelt godkende, at du er momsfritaget, før du er fritaget for at skulle registrere og betale moms ved salg i et EU-land.
Sagsbehandlingstiden er forskellige fra land til land, og det kan tage op til 35 hverdage for et land at svare. Det gælder også, selvom du har søgt i flere lande samtidig.
Du får svar på din ansøgning via Digital Post, ligesom du også kan se status på dine ansøgninger i Momsfri små i TastSelv Erhverv.
Fritagelsesnummer til din faktura
Hvis din ansøgning om momsfritagelse i EU for små virksomheder bliver godkendt, får du et fritagelsesnummer, du skal skrive på din faktura i stedet for et momsnummer.
Vær opmærksom på indberetning og frister
Indberetningen sker via Momsfri små. Her skal du udfylde en rapport over omsætningen i alle EU-lande – du skal også 0-indberette i de lande, du ikke har haft salg i. Du skal indberette i danske kroner, hvorefter systemet automatisk omregner til euro.
Du kan se fristerne for den kvartalsvise omsætning i EU, hvad der skal med i kvartalsrapporten, hvordan du udfylder den og meget andet via ovenstående link.
Omsætningstal for salg af momspligtige varer og ydelser
Momsfri små dækker hele din omsætning ved salg af varer og tjenesteydelser, som ellers ville have været momspligtig. Du kan også sige, at det mere præcist er den bogførte omsætning eksklusive moms i alle EU-lande, du skal oplyse.
Du skal oplyse om omsætning fra salg i Danmark (uanset om du har været momsregistreret eller ej) samt omsætning fra salg i EU-lande:
- hvor du har betalt moms via en national momsregistrering
- hvor du har betalt moms via Moms One Stop Shop
- der var omfattet af ordningen om EU-salg uden moms
- hvor du er fritaget gennem ordningen om momsfritagelse i EU for små virksomheder
Der er dog også flere ting, du ikke skal medregne omsætning af:
- Sundhedsydelser leveret af (fx en læge, tandlæge, psykolog eller fysioterapeut)
- Sociale forsorgs- og bistandsydelser
- Ikke-kommercielle sports- og idrætsaktiviteter (fx sportsarrangementer uden professionelle udøvere)
- Kulturelle aktiviteter (fx adgang til museum, zoo eller botanisk have)
- Kunstnerisk virksomhed (fx vederlag til forfatter, musiker eller foredragsholder)
- Transport af personer (dog ikke turistbus)
Ovenstående er ikke en udtømmende liste. Den finder du på Skattestyrelsen hjemmeside om Momsfri små.
Husk at afmelde dig Momsfri små, hvis din omsætning kommer over grænsen
Du kan som nævnt tidligere kun være tilmeldt ordningen, hvis du omsætter for under 100.000 euro (og det er både din omsætning i Danmark samt omsætningen ved salg til private i andre EU-lande). Det er dit eget ansvar at holde øje med, du ikke kommer over grænsen.
Når du overskrider grænsen, skal du udfylde en slutrapport og afmelde dig ordningen senest 15 hverdage efter.
Hvis du ikke længere kan være tilmeldt ordningen på grund af for høj omsætning ved salg til private i EU, skal du enten tilmelde dig Moms One Stop Shop eller momsregistrere dig i det enkelte EU-land. Det afhænger af størrelsen på din samlede omsætning i EU.
Oversigt over momsgrænse i EU-lande – tærskler for momsregistrering
Vi har samlet de enkelte momsgrænser for alle EU-lande. Oversigten er udelukkende vejledende, så tjek altid selv efter – både inden du tilmelder dig og løbende, da tallene kan ændre sig.
Land |
Momsgrænse (i EUR) |
Østrig |
35.000 |
Belgien |
25.000 |
Bulgarien |
25.600 |
Kroatien |
39.800 |
Cypern |
15.600 |
Tjekkiet |
40.000 |
Danmark |
6.700 |
Estland |
40.000 |
Finland |
15.000 |
Frankrig |
85.800 |
Tyskland |
22.000 |
Grækenland |
10.000 |
Ungarn |
48.000 |
Irland |
75.000 |
Italien |
65.000 |
Letland |
40.000 |
Litauen |
45.000 |
Luxembourg |
35.000 |
Malta |
30.000 |
Nederlandene |
20.000 |
Polen |
25.000 |
Portugal |
12.500 |
Rumænien |
88.500 |
Slovakiet |
49.790 |
Slovenien |
50.000 |
Spanien |
85.000 |
Sverige |
30.000 |
Tallene er sidst opdateret d. 20. marts 2025
Europa-Kommissionen har en oversigt over de enkelte landets momsregler, men den er langt fra komplet. Tallene i oversigten er taget fra skattemyndighedernes hjemmeside i de respektive lande.
Oftest stillede spørgsmål
Momsfri små gør det muligt for små virksomheder at blive momsfritaget, når de sælger til private i EU. Ordningen trådte i kraft d. 1. januar 2025.
Ordningen er relevant for virksomheder med en samlet omsætning på under 100.000 euro – både i Danmark og ved salg til kunder i andre EU-lande, da der er tale om en samlet omsætningsgrænse for danske virksomheder
Når du sælger til private (B2C) inden for EU, skal du normalt opkræve moms efter reglerne i det land, hvor køberen bor. Hvis din samlede grænse for EU-salg er over 10.000 euro om året, skal du bruge One Stop Shop-ordningen og opkræve moms efter momsreglerne i købers land.
Hvis din samlede omsætning (i Danmark kombineret med omsætningen ved salg til private i EU) er under 100.000 euro, kan du også bruge Momsfri små-ordningen, hvor du fritages for moms.
Salg til forbrugere uden for EU er momsfrie, men køber kan blive pålagt importmoms i deres eget land.
Du skal tilmelde dig Momsfri små, hvis det giver mening for dig. Du skal dog være opmærksom på omsætningsgrænsen, da det hurtigt kan vise sig at blive en dyr affære i både timer og penge, hvis du ikke er opmærksom.
Derfor bør du altid søge rådgivning, inden du gør noget.
Forskellen på Moms One Stop Shop og Momsfri små er, om du skal betale moms eller ej – sådan i grove træk.
Moms One Stop Shop er nemlig en ordning, der gør det nemt at indberette og betale EU-moms, da det sker samlet til det land, du er tilmeldt i. Momsfri små er en ordning, der giver momsfritagelse i andre EU-lande til små virksomheder, der sælger til private.
Del denne artikel
-
Del på Facebook
-
Del på Linkedin
-
Del på X
-