Betaler man skat af royalties?
Ja, der skal betales skat af royalties. De kan enten selvangives som personlig indkomst eller som overskud af selvstændig virksomhed.
Det er dog kun det land, hvor den retmæssige rettighedshaver (og dermed ejer af royalties) skattemæssigt har hjemsted – også kaldet bopælslandet – som kan beskatte dem jf. modeloverenskomstens artikel 12, stk. 1..
Nogle af de danske dobbeltoverenskomster (DBO’er) har en alternativ formulering af artikel 12. Det betyder, at udbetalingen af royalties også kan beskattes i det land, hvor de er opstået (kildelandet).
Den kan dog ikke overstige et defineret antal procenter af betalingens bruttobeløb, hvis den retmæssige ejer er hjemmehørende i det andet land. Se oversigt over kildelandets beskatningsret.
Du kan helt kort sige, at hvis du er en dansk virksomhed, der godskriver eller udbetaler royalty til danske modtagere, har pligt til at indberette det via eIndkomst. Hvis du udbetaler til et udenlandsk selskab, skal du typisk selv betale skatten (i en form for skattemæssig omvendt betalingspligt).
Der er dog også en del undtagelser i forbindelse med beskatningsretten til royalties, så jeg vil anbefale, at du kontakter en revisor eller anden ekspert med viden inden for området.
Royalties for bøger
Ligesom bøger kommer i mange former, kommer royalties for bøger også i mange former. Hvis du skriver kontrakt med et forlag, betyder det ikke, at du giver dem ophavsretten til værket. Typisk får de udnyttelsesretten til at udgive det som fysisk bog samt e- og lydbog.
Vi kigger overordnet på almindelig køb (fra fx butik og webshop), streaming og udlån fra biblioteker.
Type | Typiske royalties |
Salg (fysisk, e-bog og lydbog) | Engangsbeløb (forskud) ifm. underskrivelse af kontrakt samt procentdel af salg. E-bøger og lydbøger vurderes som regel ud fra download og tilrådighedsstillelse |
Streaming | Afregnes som regel pr. faktisk forbrug. Det sker typisk med enten chunk-metoden (hvor bogen deles op i bidder) eller pris per læst timer. Beløbet falder typisk i etaper fra bogens udgivelsesdato.
Der kan også afregnes via en såkaldt renvenue share-model, hvor en procentdel af overskuddet udbetales til forfatterne på baggrund af forbruget af deres udgivelser. |
Udlån (fysisk, e-bog og lydbog) | Beløb beregnes ud fra en kombination af bestand og udlån samt genre og format |
Hvis en bog, artikel eller anden tekst bruges i undervisningen – fx i forbindelse med en eksamen – udbetales der også royalties for det. Kollektive aftaler indgået af bl.a. Copydan sørger for, der bliver beregnet og udbetalt penge for dette.
Du kan læse mere om royalties og beregningsgrundlag hos Dansk Forfatterforening.
Royalties i musik
Royalties i musik er de penge, som fx sangskrivere, komponister, artister og andre rettighedshavere får udbetalt, når andre benytter deres musik. Royalties kommer mange steder fra, men der er fire overordnede måder:
Type af rettighed | Forklaring | Hvordan udbetales det |
Master-rettigheder | Når den specifikke indspilning (master) bruges, skal der udbetales penge til ejeren af denne | Det kan fx være et beløb per download eller stream. |
Fremførelsesrettigheder (performance rights) | Når musikken fremføres offentligt | Per afspilning – udbetales dog typisk kvartalsvis eller halvårligt |
Synkroniserings-royalties | Når musikken bruges i fx film, reklamer eller video | Engangslicens |
Musikken i noder (print music) | Når noderne til et nummer bruges i fx et nodehæfte | Per solgt node – udbetales dog typisk kvartalsvis eller halvårligt |
Rettigheder kommer i mange forskellige størrelser og former. Sangskrivere, musikere og komponister har eksempelvis forskellige rettigheder til deres musik.
Royalties genereres, når rettighedsbeskyttet musik bruges i offentligheden eller sælges. Når den udbetales, deles den mellem alle, der har en eller anden form for rettighed til musikken – det kan fx være musikerne og deres repræsentanter, som et pladeselskab.
Når det kommer til opkrævning og udbetaling, er det lidt forskelligt. I Europa er det primært pladeselskaber, musikforlag og andre licensgivere, der samler og udbetaler royalties (på tværs af streaming, musiksalg og andre former for kommerciel udnyttelse).
Men hvis der er tale om trykt musik eller synkroniseringsaftaler, forhandler du typisk selv med den aktuelle producent eller medie om en sats – og udbetaling af denne.
Mange tekstforfattere og komponister/musikere er medlemmer af enten NCB, Gramex eller Koda – som også arbejder internationalt med musik. Der findes også andre organisationer, der holder styr på rettigheder og royalties, men disse er de primære i en dansk kontekst.
Master royalties vs publishing royalties
Begge royalties hører til musikindustrien, men der er flere markante forskelle på de to typer – blandt andet i forhold til, hvem der modtager dem.
Kort sagt gælder master den konkrete indspilning af en sang – og kun denne specifikke indspilning. Hvis du derimod ejer en sangs komposition og tekst, betyder det, at du ejer ordene og melodien, som du også kan kalde for det kreative indhold bag sangen. Du kan sagtens eje begge slags.
Funktion | Master-royalties | Publishing-royalties |
Fokus | Specifik indspilning af en sang | Sangens komposition (tekst og melodi) |
Ejerskab | Ejeren af master-indspilningen | Sangskriver og forlægger (eller deres udpegede enheder) |
Indtægtskilder | Salg af indspilninger, streams og radioafspilning | Offentlig fremførelse, licenser, coverversioner, nodesalg |
Hvis du fx har skrevet en sang og solgt master-rettighederne, er det muligt at genindspille og få master royalties for den nye indspilning.
Det var fx det, Taylor Swift gjorde, før hun kunne købe sit eget bagkatalog. Hun genindspillede flere af sine tidligere album, så hun ejede masterrettighederne til dem – de gamle master-indspilninger fik hun først rettighederne til, da hun købte dem tilbage igen..
Hvis nogen laver et cover af din sang, ejer de masteren, da det er deres optagelse. Du ejer dog stadig melodien og teksten, hvilket betyder, at du får publishing royalties.
Musik i café og restaurant – pris og betaling af royalties
Hvis du ejer en café, restaurant eller en anden form for virksomhed, hvor du serverer mad og drikke, skal du have en musiklicens. Prisen afhænger af, hvordan du bruger musikken – fx om du har et tv og baggrundsmusik, eller om du arrangerer koncerter.
Find din musiklicens:
Hvis du ikke mener, du passer ind i de ovenstående muligheder, kan du også se alle musiklicenser – der er i alt omkring 25 former for licenser. Du kan selv beregne prisen inde på de specifikke sider, ligesom de fleste også har prislister.
Du skal dog være opmærksom på, at en licens ikke betyder, at du kan bruge dit private Spotify-abonnement (eller lignende tjenester). Med en musiklicens kan du spille musik fra radio, tv eller tv samt bruge en professionel musikløsning, som tillader erhvervsbrug.
Royalty-beregner til musikstreaming
Nogle streamingtjenester kræver et minimum af afspilninger, før de begynder at udbetale penge for streams. Du skal fx have minimum 1.000 afspilninger over en 12 måneders periode på Spotify, før de udbetaler royalties. Der er også forskel på, hvor ofte de udbetaler.
I vores beregner kan du nemt og hurtigt se, hvad du får udbetalt for dine streams. Du vælger bare tjeneste og skriver antallet af streams.