Hvad er topskat?
I Danmark har vi som bekendt et indkomstskattesystem. Det er opbygget, så alle danske borgere skal betale skat og bidrage til det danske velfærdssystem. I indkomstskattesystemet indgår topskat.
Det er ikke alle danske borgere, der betaler topskat – men kun dem, der har en indkomst over topskattegrænsen, som er på mere end 611.000 kroner om året (sats gældende for 2025), efter arbejdsmarkedsbidraget er trukket fra.
De danskere, der tjener mindre end 611.000 kroner om året, skal altså ikke betale topskat. Topskattegrænsen før AM-bidrag trækkes fra er i 2025 på 665.000 kroner.
Princippet om topskat beror på, at de, der tjener mest, skal bidrage mere til den danske stat end dem, der ikke har så stor en indkomst.
Hvornår skal jeg betale topskat?
Du skal betale topskat, hvis du tjener mere end 611.000 kr. i løbet af et år (efter AM-bidrag). Overskrider du topskattegrænsen, skal du betale 15% af din indtjening over grænsen. Det er med andre ord ikke hele din indtjening, du skal betale topskat – kun beløbet over grænsen.
Der er dog en øvre grænse for, hvor meget du kan betale i skat. Det gælder selvfølgelig også topskat. Du kan aldrig betale mere i skat end 52,07%, som også kaldes det skrå skatteloft. Din topskat sættes automatisk ned, hvis den samlede skatteprocent overstiger skatteloftet.
Det skrå skatteloft sætter en øvre grænse for beskatningen
Når vi snakker topskat, er det også vigtigt at nævne det skrå skatteloft, som blev indført i 1970. Skatteloftet betyder, at du sjældent ender med at betale de 15% i topskat, selvom det ellers er satsen.
Det skrå skatteloft definerer nemlig en øvre grænse for, hvor meget du bliver beskattet af din indkomst, når bund-, kommune- og topskat er lagt sammen. Skatteloftet er i 2025 på 52,07%. Det betyder, at du aldrig kan blive trukket mere i skat end det.
Hvis din samlede skatteprocent ender med at overstige skatteloftet, bliver din topskat sat ned, så den samlede skattesats ender på de maksimale 52,07%.
Hvor mange betaler topskat?
Alle betaler indkomstskat i Danmark, men det er langt fra alle, der betaler topskat. Topskattegrænsen er steget gradvist, hvilket helt naturligt har betydet, at færre rammer grænsen.
Men hvor mange betaler så egentlig topskat? 435.000 personer betaler i 2021 topskat. Det er et fald på mere end 50% siden 2008, hvor over 1 million danskere betalte topskat.
Der kan være stor forskel på aldersgrupper, og hvor mange der betaler topskat. Det forventes fx, at mere end 1/3 af alle kommer til at betale topskat i mindst ét år af deres liv, mens de er 36-59 år.
Topskatten kan ændre sig fra år til år – se topskattegrænse for 2025, 2024 og tidligere år
At topskatten i 2025 ligger på 15% betyder ikke, at satsen er den samme. For det første kan satsen ændre sig fra år til år ligesom de øvrige skattesatser. For det andet kan visse andre omstændigheder influere, når det kommer til at betale topskat.
Årstal | DKK |
---|
2024 | 588.900 DKK |
2023 | 568.900 DKK |
2022 | 552.500 DKK |
2021 | 544.800 DKK |
2020 | 531.000 DKK |
2019 | 513.400 DKK |
2018 | 498.900 DKK |
2017 | 479.600 DKK |
Betaler du en høj kommuneskat?
Har du eksempelvis en høj kommuneskat der, hvor du bor, kan det gøre en forskel i forhold til, hvor meget du skal betale i skat.
Alle danske borgere har nemlig et skatteloft. Et skatteloft vil sige, at der er en fast procentsats for, hvor meget skat du højest kan komme til at betale af den sidst tjente krone.
I 2025 ligger skatteloftet på 52,07% – og det er ens for alle. Når du allerede dit skatteloft, når kommuneskat, bundskat og kirkeskat er talt sammen, kan du ikke komme højere op. Du kan altså i det samlede hele højst komme til at betale 52,07% af din samlede indkomst i skat.
Kan jeg undgå at betale topskat?
Du kan godt undgå at betale topskat, hvis du forventer at komme over topskattegrænsen. Det vil dog sjældent give mening rent økonomisk, da du enten skal arbejde mindre eller få mindre i løn for at undgå at betale topskat.
Der er dog en tredje mulighed, du måske kan benytte dig af. Hvis du indbetaler flere penge til en rate- eller livsvarig pension, kan du potentielt komme under topskattegrænsen, så du ikke skal betale topskat. Du får nemlig et skattemæssigt fradrag, der bringer dit indtjeningsniveau ned.
Hvis du har en enkeltmandsvirksomhed eller et interessentskab (I/S), kan du ved at bruge virksomhedsskatteordningen potentielt undgå at betale topskat. Den giver dig nemlig mulighed for at flytte indkomst fra et godt regnskabsår til et mindre godt regnskabsår.
Ved at spare pengene op til et andet regnskabsår, kan du undgå at betale topskat i de gode regnskabsår. Det er dog vigtigt, at du sætter dig ind i reglerne, inden du vælger at tilmelde dig virksomhedsskatteordningen.
Hvor finder du de gældende satser for topskat?
De gældende satser for topskat kan du altid finde på Skattestyrelsens hjemmeside.