Udgivet 15/01/2025
Læsetid: 5 min.

Arbejdsgiveradministreret ratepension – indskud og skatteregler

Arbejdsgiveradministreret ratepension er en pensionsordning, du som arbejdsgiver opretter og betaler til nuværende ansatte. Den bliver udbetalt i rater, når medarbejderne når pensionsudbetalingsalderen. Vi guider dig gennem reglerne, så du er godt klædt på som arbejdsgiver.

Trine Roslev
Skrevet af Trine Roslev
Blogbillede til blogindlæg om arbejdsgiveradministreret ratepension

Hvad er arbejdsgiveradministreret ratepension?

Arbejdsgiveradministreret ratepension er en pensionsordning, som er oprettet og administreret af dig som arbejdsgiver. Det er derfor også dig, der står for indbetalingerne til pensionsselskabet.

En arbejdsgiveradministreret ratepension gælder kun for de medarbejdere, der er ansat hos dig lige nu, så tidligere ansatte skal du ikke koncentrere dig om. 

Den type pension fungerer sådan, at når dine medarbejdere engang går på pension, får de udbetalt pensionen i rater. Det er derfor, den hedder ratepension. Udbetalingen kan strække sig over minimum 10 år og maksimalt 30 år.

Pension for selvstændige

Er du selvstændig, kan ratepension også være en pensionsmulighed for dig. Vi har skrevet en guide til, hvordan du kommer i mål med din pensionsopsparing. Læs mere her.

Pensionsopsparingen er privat, men det er som sagt dig som arbejdsgiver, der har ansvaret for indbetalingerne til en arbejdsgiveradministreret ratepension. Dine medarbejdere kan også vælge en privat ordning, hvor de selv indbetaler. Den har du ikke noget med at gøre.

Forskellen er, hvordan fradraget beregnes. Ved en privat ordning giver deres indbetalinger et skattefradrag. Ved en arbejdsgiverordning trækker du i stedet indbetalingen fra. Det fortæller vi mere om senere.

Indskud til arbejdsgiveradministreret ratepension

Hvor meget, du må betale i indskud, ændrer sig typisk hvert år. Nedenfor kan du se, hvor stort et indskud, du har kunnet indbetale i tidligere år. Beløbet er uden AM-bidrag.

ÅrIndskud om året
202565.500 kr.
202463.100 kr.
202360.900 kr. 
202259.200 kr. 
202158.500 kr. 
202057.200 kr.
201955.900 kr.
201854.700 kr.

Beløbene i oversigten kommer fra Skattestyrelsen og er som sagt efter AM-bidrag. Det er måske lidt fjollet, for når du som arbejdsgiver indbetaler indskuddet til ratepension, skal du huske at også indbetale AM-bidraget.

Derfor skal du altså regne AM-bidraget med, når du sender indskuddet videre. Hvis vi tager 2024 som eksempel, vil beløbet inkl. AM-bidrag være på 68.586 kr, fordi du lægger AM-bidraget på de 8 % til de 63.100 kr. Pensionsselskabet sørger så for at trække bidraget fra.

Skatteregler for arbejdsgiveradministreret ratepension

Som tidligere skrevet bliver pensionen trukket fra den skattepligtige indkomst i forskudsregistreringen. Det vil altså sige, at dine medarbejdere ikke selv skal skrive beløbet på deres forskudsopgørelse

Når skatteåret er gået, indberetter pensionsselskabet i stedet det samlede beløb minus AM-bidrag til Skattestyrelsen. 

Det er dog altid en god idé, at medarbejderne selv lige tjekker, om alt spiller på deres forskudsopgørelse. Det gør de ved at kigge på felt 628. Her står indbetalingerne fra dig som arbejdsgiver, deres egen andel og ATP efter AM-bidrag.

Giver ratepension fradrag?

Ja og nej. Dine medarbejdere får ikke et decideret fradrag, men i stedet det, der hedder bortseelsesret. Navnet har det fået, fordi Skattestyrelsen ser bort fra indbetalingen. Smart, ikke?

Det betyder, at du som arbejdsgiver trækker indbetalingen fra din medarbejders løn, så den ikke indberettes til Skattestyrelsen, og på den måde får medarbejderen fradraget med det samme. 

Et eksempel kunne være:

Din medarbejders løn: 35.000 kr.

Din indbetaling til ratepension: 5.000 kr.

Den skattepligtige indkomst, du indberetter: 30.000 kr.

Dine medarbejdere skal derfor ikke oplyse et fradrag på forskudsopgørelsen, for du trækker indbetalingen til en arbejdsgiveradministreret ratepension fra medarbejderens løn, og på den måde får de et slags fradrag for beløbet.

Den dag, dine medarbejdere skal have pensionen udbetalt, skal de til gengæld betale skat af den. For de flestes vedkommende betaler de en lavere skat til den tid, end de gør i deres tid som lønarbejder. På den måde kan der være penge at spare set i forhold til, hvis de betalte skatten, imens de stadig var ansat.

Er arbejdsgiveradministreret ratepension og aldersopsparing det samme?

Før dine medarbejdere træffer beslutning om pensionstype, er det en god idé, at de sætter sig ind i de forskellige pensionstyper. 

Har du styr på de forskellige pensionstyper?

Vi har skrevet et indlæg, som forklarer dig forskellene og mulighederne i de pensionstyper, som dine medarbejdere kan vælge imellem. Læs guiden her.

Der findes fx en aldersopsparing, som ikke er det samme som en arbejdsgiveradministreret ratepension. 

Til forskel fra en arbejdsgiveradministreret ratepension kan en aldersopsparing fx udbetales på én gang eller i mindre beløb ad gangen. 

En anden forskel er, at du som arbejdsgiver trækker arbejdsgiveradministreret ratepension fra i skat. Det kan du som arbejdsgiver ikke ved aldersopsparing. Til gengæld betaler dine medarbejdere ikke skat af udbetalingerne, når de engang går på pension.

Oftest stillede spørgsmål

Arbejdsgiveradministreret ratepension er en pension, du, som arbejdsgiver, indberetter til pensionsselskabet, og som bliver udbetalt i rater, når medarbejderen går på pension.

Indskud til arbejdsgiveradministreret ratepension er det beløb, du betaler ind til pensionsselskabet. Beløbsgrænsen varierer typisk fra år til år.

Del denne artikel

  • Del på Facebook
  • Del på Linkedin
  • Del på X
  • Kopier link

Trine Roslev
Trine Roslev
Trine er vores content writer. Hun forklarer de krøllede og komplicerede regnskabsbegreber i et letforståeligt sprog, så regnskabslivet føles så let som muligt for dig som iværksætter.

Skriv en kommentar

0 kommentarer

Gør som 0 virksomheder

Brug Danmarks mest anbefalede regnskabsprogram