Beregner – firmabil eller privat
Når du skal finde ud af, om det bedst kan betale sig at købe eller lease din egen private bil eller vælge firmabil, er der en del faktorer, du skal have med i dine beregninger. Bilens pris, km/l, antal kilometer på privat kørsel og erhvervsmæssig kørsel og ejerafgift er bare nogle af parametrene, du skal stille op overfor hinanden.
Vil du gøre processen en tand mere overskuelig, kan du alliere dig med en revisor, da det kræver en del viden og mellemberegninger for at finde svaret.
Gulpladebil
Hvis du skal bruge en gulpladebil privat, skal du indberette det, så der betales skat af fri bil. Det gælder, uanset om det er dig eller en medarbejder, som bruger bilen. Derudover må momsen ikke være fratrukket ved bilkøbet.
Yderligere skal der betales en privatbenyttelsesafgift, for at bilen kan bruges til privat brug. Det betyder, at bilen enten skal have papegøjeplader eller klistermærke, der indikerer det.
Hvis du ikke helt ved, om du skal have papegøjeplader på din bil, kan du læse om fordelene og ulemperne ved papegøjeplader her. Har du en bil på gule plader, kan du læse mere om, hvordan du omregistrerer til papegøjeplader her.
Privat brug af en gulpladebil gælder følgende kørsel:
- Til fritidsaktiviteter
- Til private indkøb
- Kørsel med børn til og fra institutioner
- Fragt af private ting; herunder fx møbler, campingvogn og haveaffald.
Modsat defineres det ikke som privat kørsel, hvis:
- Der køres ud for at spise eller hente mad i arbejdstiden
- Køres hjem i firmabilen op til 25 gange om året, når bilen næste dag skal bruges erhvervsmæssigt – eksempelvis som kørsel til møde eller kursus. Eller hvis der køres fra hjemmet til arbejde dagen efter, bilen har været brugt erhvervsmæssigt. Selv om begge kørsler er til og fra én begivenhed, vil det alligevel tælle for to kørsler.
- Der hentes eller sættes kolleger af i forbindelse med kørsel mellem hjemmet og arbejdet. Det er dog en betingelse, at arbejdsgiveren har beordret det.
Alternativt er det muligt at anskaffe sig et dagsbevis til privat kørsel i gulpladebil. Beviset gælder i et døgn fra kl. 00.00 til 23.59 og kan købes på Motorregistrets hjemmeside.
Pris
Hvad det koster at have firmabil kan selvfølgelig være meget forskelligt og afhænge af flere ting. De priser, vi belyser i det følgende, er generelle priser eller takster i forbindelse med afgifter, skat, miljøtillæg m.m.
Når det kommer til skat af firmabil, skal der betales skat på 23 procent (2024) af firmabilens værdi op til 300.000 kr. og 22 procent (2024) af den eventuelt resterende værdi. Der skal desuden betales et miljøtillæg af den årlige afgift. Tillægget fastsættes alt afhængigt af, hvor brændstoføkonomisk bilen er være.
Bøde
Men hvad så, hvis du ikke overholder reglerne for privat kørsel i firmabil? Jo, så kan det få økonomiske konsekvenser for dig.
Bødestraf er en af konsekvenserne ved ikke at overholde skatte- og afgiftslovene. Du kan også risikere at skulle betale den moms tilbage, som du fik fradrag for, da du købte bilen – og så kan du blive pålagt at betale privatbenyttelsesafgift. Derudover kan du blive opkrævet skat af fri bil for de(t) år, bilen har været hos din virksomhed.
Fra gule plader til hvide plader
Vil du skifte fra gule plader til hvide ditto kan du lave en omregistrering af nummerpladerne. Prisen inkluderer blandt andet udgifter til ombygning af bilen, ekstra registreringsafgift, pris for bilsyn, nye nummerplader ved omregistrering og en ny sats i ejerafgift eller vægtafgift.
Du kan beregne din registreringsafgift på ved at bruge Motorregistrets beregner her.
Enkeltmandsvirksomhed
Har du en enkeltmandsvirksomhed og kører i egen bil i forbindelse med virksomhedens opgaver, gælder der andre regler end hidtidigt beskrevet i indlægget her.
Du kan blandt andet få kørselsgodtgørelse eller kilometergodtgørelse – og det kan du læse meget mere om i vores indlæg lige her.
Til og fra arbejde
Som tidligere nævnt behøver du kun anskaffe dig papegøjeplader, hvis du ønsker at køre i din firmabil til og fra arbejde. Undtagelsen var som nævnt 25-gange reglen, hvor det er tilladt, når gulpladebilen skal bruges erhvervsmæssigt næste dag.
Hvis du vil kunne køre i firmabilen til og fra arbejde i løbet af en arbejdsdag, er der en række krav, der skal være opfyldt – og er de det, kan kørsel til og fra arbejde i firmabil foregå, uden at arbejdsgiver mister sit momsfradrag eller skal betale privatbenyttelsesafgift.
Der betales ikke skat af fri bil, men som arbejdsgiver skal man sætte kryds i felt 11 i eIndkomst, så befordringsfradrag ikke gives medarbejderen.
Krav, der skal opfyldes for at der må køres mellem arbejde og hjem:
– Bilen indeholder relevant værktøj – eller du eller din medarbejder har lager derhjemme
– Værdien på bilen skal kunne afskrives fuldt ud efter skatteregler
– Bilen må ikke bruges til private formål.
Der må køres ubegrænset mellem arbejdssteder og virksomhedens faste adresse, og så må der lejlighedsvis køres mellem boppæl og virksomhedsadressen for eksempelvis at hente værktøj eller andet arbejdsrelateret.
Parkering
Skal du parkere firmabilen på en villavej eller anden parkering ved private gøremål såsom din bopæl, skal du tjekke de parkeringsregler, der gælder i området. Du får ikke fradrag for parkering i forbindelse med privat brug.
Oversigt over regler for firmabil med hjem samt regler for andet end arbejdskørsel
Hvornår må du egentlig bruge firmaets varebil til andet end arbejdskørsel, og hvornår er det forbudt? I nedenstående oversigt kan du nemt og hurtigt få et overblik over reglerne for lige præcis dig og din firmabil.
Formål med kørsel | Mandskabsvogn | Ikke specialindrettede varebiler på gule plader | Specialindrettede varebiler | Varebiler på papegøjeplader |
Give ægtefælle et lift til/fra arbejde | ❌Ikke tilladt | ❌Ikke tilladt | ✔Tilladt | ✔Tilladt |
Aflevere/hente børn på vej til/fra arbejde | ❌Ikke tilladt | ❌Ikke tilladt | ✔Tilladt | ✔Tilladt |
Have autostol i bilen | ❌Ikke tilladt | ❌Ikke tilladt | ✔Tilladt | ✔Tilladt |
Køre børn til/fra fritidsaktiviteter | ❌Ikke tilladt | ❌Ikke tilladt | ❌Ikke tilladt | ✔Tilladt |
Handle ind på vej til/fra arbejde | ❌Ikke tilladt | ❌Ikke tilladt | ✔Tilladt | ✔Tilladt |
Køre på genbrugsstation/-pladsen med privat haveaffald | ❌Ikke tilladt | ❌Ikke tilladt | ❌Ikke tilladt | ✔Tilladt |
Have personer med, som ikke er ansat i virksomheden | ❌Ikke tilladt | ❌✔ I særlige tilfælde – kørslen skal være erhvervsmæssigt begrundet | ✔ Tilladt – kørslen skal være erhvervsmæssigt begrundet (denne type varebil må medtage personer ifm. svinkeærinder) | ✔Tilladt |
Have private genstande i bilen | ❌Ikke tilladt | ❌Ikke tilladt | ❌✔ Kørslen skal have et lovligt formål – hvis genstandene fx er en fritidsaktivitet, (der foretages som svinkeærinder til/fra arbejde) er det tilladt | ✔Tilladt |
Køre privat med hestetrailer | ❌Ikke tilladt | ❌Ikke tilladt | ❌Ikke tilladt | ✔Tilladt |
Bruge bilen til privat flytning | ❌Ikke tilladt | ❌Ikke tilladt | ❌Ikke tilladt | ✔Tilladt |
Hente mad i arbejdstiden | ❌✔ Er kun tilladt, hvis den ansatte alligevel foretager lovlig kørsel og ikke afviger væsentligt fra den direkte rute | ✔Tilladt | ✔Tilladt | ✔Tilladt |
Køre til overnatningssted (fx hotel ifm. arbejde) langt fra egen bopæl | ❌Ikke tilladt | ✔Tilladt | ✔Tilladt | ✔Tilladt |
Køre til byggemarked for at købe materialer/reservedele til firma i arbejdstiden | ✔Tilladt | ✔Tilladt | ✔Tilladt | ✔Tilladt |
Køre til kursus eller anden undervisning | ❌Ikke tilladt | ✔Tilladt | ✔Tilladt | ✔Tilladt |
Hente eller sætte kolleger af i forbindelse med lovlig (erhvervsmæssig) kørsel mellem hjem og arbejde | ❌✔ Opsamling/afsætning skal ske på opsamlingssteder – som ikke må være kollegas private bopæl, hvis turen afviger væsentligt fra den direkte rute | ❌✔ Skal være beordret | ✔Tilladt | ✔Tilladt |
Køre hjem til bopæl som led i vagtordning | ❌✔ Der skal være et formål med vagtordningen, som nødvendiggør brug af vognen, og den vagthavende medarbejder skal være på vagt i hele valgperioden | ✔Tilladt | ✔Tilladt | ✔Tilladt |
Køre hjem til privat bopæl | ❌✔ Kun tilladt ved betydelig afstand mellem privat bopæl og virksomhedens adresse (fx anden by eller landsdel). Derudover skal afstanden mellem arbejdspladsen og virksomhedens adresse være større end afstanden mellem medarbejderens bopæl og arbejdspladsen | ❌✔ Ansatte må køre op til 25 gange om året, når bilen næste dag skal bruges erhvervsmæssigt, eller hvis der køres fra bopæl til arbejde dagen efter, den har været brugt erhvervsmæssigt. Selvom begge kørsler er til og fra én begivenhed, tæller det for to kørsler | ✔Tilladt | ✔Tilladt |
Køre til kundemøder i arbejdstiden | ✔Tilladt | ✔Tilladt | ✔Tilladt | ✔Tilladt |
Ovenstående er en vejledende oversigt fra Motorstyrelsen.
Ansvarsfraskrivelse: Denne artikel/skabelon har kun til formål at orientere og skal ikke ses som juridisk rådgivning.