Hvad er en lønseddel?
En lønseddel er en virksomheds dokumentation på, hvad en lønmodtager har tjent i en specifik lønperiode. Lønsedlen bruges som kvittering på, at medarbejderens løn er beregnet og udbetalt korrekt af arbejdsgiveren. Derudover er lønsedlen også et bevis på, at der er betalt skat af medarbejderens løn.
En lønseddel skal være skriftlig, men det er dog op til arbejdsgiveren selv, om den er skrevet i hånden eller er digital.
Du har som lønmodtager krav på at modtage en lønseddel fra din arbejdsgiver, uanset om du er månedslønnet, timelønnet eller fleksjobber. Hvis du ejer en virksomhed og har medarbejdere, har du pligt til at lave en lønseddel til dine medarbejdere i hver lønperiode.
Hvad skal en lønseddel indeholde?
Der er intet krav til, hvordan en lønseddel skal se ud. Der kan derfor være forskel på, hvordan lønsedler fra forskellige virksomheder ser ud.
Der er dog nogle klare regler for, hvad en lønseddel som minimum skal indeholde. Det er et krav, at der står følgende oplysninger på din lønseddel:
- Medarbejderens løn for lønperioden (lønstørrelse, antal timer, løntype)
- Lønperioden (typisk en måned)
- Medarbejderens navn, adresse og CPR-nummer
- Virksomhedens navn, adresse og CVR-nummer
- A-skat og den løn, der er trukket skat af (A-indkomst)
- AM-bidrag og den løn, der er trukket AM-bidrag af
- Størrelsen på eventuel fritvalgsordning
Det er arbejdsgiverens opgave at indberette og betale A-skat og AM-bidrag af medarbejders løn til Skattestyrelsen.
Ovenstående oplysninger er krav til, hvad en lønseddel skal indeholde, men du finder ofte mange andre oplysninger på din lønseddel.
Øvrige oplysninger på din lønseddel, som ikke er krav, kan fx være:
ATP – Arbejdsmarkedets Tillægspension
Du finder oftest informationer omkring ATP og din pension på din lønseddel. ATP er en lovpligtig pensionsordning, som lønmodtager og arbejdsgiver skal indbetale til, hvis lønmodtageren arbejder mere end ni timer om ugen.
Lønmodtageren betaler 1/3 af beløbet, og arbejdsgiveren betaler de resterende 2/3. Størrelsen på ATP afhænger af, hvor mange timer lønmodtageren arbejder.
Feriepenge
Du finder typisk oplysninger om optjente feriepenge på din lønseddel. Når du arbejder, optjener du feriepenge, som din arbejdsgiver har pligt til at betale. Når du holder ferie, får du udbetalt feriepengene, som altså udgør din løn i din ferieperiode.
Feriepengene udgør 12,5% af din samlede løn.
Skat og fradrag
Hvor meget, du skal betale i skat af lønnen, afhænger af af dit personfradrag. Dit personlige skattefradrag afhænger af, om du er over eller under 18 år.
Du kan se dit fradrag på din lønseddel, samt hvor meget du skal betale i hver lønperiode. Det er arbejdsgiverens ansvar, at lønmodtagerens fradrag og trækprocenter er rigtige.
Løn- og medarbejdernummer
Der kan i nogle tilfælde også være oplyst et lønnummer på din lønseddel. Et lønnummer kan bestå af medarbejderens CPR-nummer og et løbenummer.
Udover et lønnummer vælger mange arbejdsgivere også at angive et medarbejdernummer på lønsedlen.
Læs, og forstå din lønseddel
Det er altid en god idé at kigge din lønseddel igennem, så du sikrer dig, at din arbejdsgiver har beregnet din løn korrekt, og at du har fået det rigtige udbetalt. Derudover er din lønseddel dit bevis for, at lønnen er udbetalt, og at der er betalt skat af din løn.
For at gennemskue eventuelle fejl i din lønseddel kræver det dog, at du ved, hvordan du skal forstå din lønseddel.
Se, hvad du skal kigge efter, og hvordan du læser din lønseddel med nedenstående eksempel.
Eksempel på lønseddel
På nedenstående billede kan du se et eksempel på, hvordan en lønseddel til månedslønnede lavet af Visma ser ud.