Skattefradrag

Du er berettiget til en række forskellige skattefradrag, der trækkes fra din indkomst eller fra dine udgifter, som du dermed ikke skal betale skat af. Du får her et overblik over nogle af de vigtigste skattefradrag samt gældende satser. 

  • Læsetid: 6 min.

  • Sidst opdateret 05/12/2023


Hvad er et skattefradrag?

Et skattefradrag er et beløb, du ikke skal betale skat af. Du betaler automatisk skat af din indkomst, men du er berettiget til en række fradrag, som kan komme dig til gode. 

Skattefradraget trækkes fra din indkomst automatisk eller manuelt, afhængigt af hvilken type fradrag der er tale om. 

Der findes en række forskellige typer af skattefradrag. De forskellige typer fradrag forklares i de følgende afsnit – som du kan komme til direkte ved at trykke på linket nedenfor:

Vi har lavet praktiske beregnere til flere af fradragene, så du nemt kan beregne dit potentielle skattefradrag.

Personligt skattefradrag

Det personlige skattefradrag kaldes også personfradrag eller bundfradrag. Personfradrag er et fradrag, der trækkes fra din månedlige indkomst, så du ikke betaler skat af hele din indkomst.  

Satserne for personfradrag

Fradrag20232024
Personfradrag (fyldt 18 år)48.000 kr.49.700 kr.
Personfradrag (under 18 år)48.000 kr.49.700 kr.

Hvis du er fyldt 18 år, kan du i 2024 trække 49.700 kr. fra din indkomst, som du ikke skal betale skat af. Du skal ikke selv angive fradraget på din selvangivelse, da det foregår automatisk efter de gældende satser. 

Ægtefæller og personfradrag

Hvis man er gift og den ene ægtefælle ikke har tjent nok eller af andre årsager ikke har anvendt sit personfradrag, kan den anden ægtefælle gøre brug af det ubenyttede skattefradrag. 

Den anden ægtefælle kan få det hele eller en del af fradraget overført. Det kræver dog, at ægtefællerne bor sammen.  

Servicefradrag

Du kan få servicefradrag for serviceydelser som fx vinduespudsning, børnepasning eller rengøring, som er udført i hjemmet eller i dit sommerhus. Du kan få fradrag for lønnen, men ikke for materialer til ydelserne.

Satser for servicefradrag

Servicefradrag20232024
Servicefradrag6.600 kr.6.900 kr. 
Servicefradragets værdi26%26%

Hvis du fx har betalt 1.000 kr. for en serviceydelse i 2024, kan du få servicefradrag på 260 kr. (26%). Du kan dog højst få et fradrag på op til 6.900 kr i 2024.

Beregn dit servicefradrag

Kørselsfradrag

Kørselsfradrag er et fradrag, du kan få for transport til og fra arbejde, hvis dit arbejde ligger mere end 12 kilometer fra din bopæl. Det vil altså sige, at den samlede tur skal være mere end 24 km. Kørselsfradraget kaldes også for befordringsfradraget.

Satser for kørselsfradrag

Kørsel20232024
Kørselsfradrag (0-24 km)0 kr.0 kr. 
Kørselsfradrag (25-120 km)2,19 kr./km2,23 kr./km
Kørselsfradrag (over 120 km)1,10 kr./km1,12 kr./km
Kørselsfradrag i nogle yderkommuner (over 120 km)2,19 kr./km2,23 kr./km

Du kan beregne dit kørselsfradrag her.

Beregn dit kørselsfradrag

Beskæftigelsesfradrag og jobfradrag

Beskæftigelsesfradraget er et fradrag, du automatisk får, hvis du modtager en AM-bidragspligtig løn eller har et overskud i din virksomhed. Beskæftigelsesfradraget beregnes automatisk af Skattestyrelsen ud fra nedenstående satser.

Satser for beskæftigelsesfradrag

Fradrag20232024
Beskæftigelsesfradrag (maksimalt)45.600 kr.45.100 kr.
Beskæftigelsesfradrag 10,65%10,65%
Ekstra beskæftigelsesfradrag for enlige forsørgere (maksimalt)24.400 kr.25.300 kr.
Ekstra beskæftigelsesfradrag for enlige forsørgere 6,25%6,25%

I 2024 er beskæftigelsesfradraget 10,65%, og det kan maksimalt udgøre 45.100 kr. om året.

Hvis du er enlig forsørger, får du et højere beskæftigelsesfradrag. Du kan beregne dit beskæftigelsesfradrag lige her.

Beregn dit beskæftigelsesfradrag

Jobfradraget minder om beskæftigelsesfradraget, da du også er berettiget til fradraget, hvis du får en AM-bidragspligtigt løn eller har overskud i virksomheden. Satsen på jobfradraget er dog lavere, og der er forskel på, hvor meget du må tjene for at udnytte det fulde fradrag.

Satser for jobfradrag

Fradrag20232024
Jobfradrag (maksimalt)2.700 kr.2.800 kr.
Jobfradrag (procent)4,5 % af indkomst over 208.700 kr.4,5 % af indkomst over 216.100 kr.

I 2024 er jobfradraget 4,5% af indkomst over 216.100 kr, og kan højst udgøre 2.800 kr. om året.

Beregn dit jobfradrag

Rejsegodtgørelse og diæter

Hvis du skal på en forretningsrejse, der tager mindst 24 timer, kan du gøre brug af skattefri rejsegodtgørelse til dine udgifter på rejsen. 

Satserne for skattefri rejsegodtgørelser kaldes for diæter, og medarbejderen kan angive det som skattefradrag på selvangivelsen eller få det udbetalt af virksomheden. 

Diæter – Satser for rejsegodtgørelse

Rejsegodtgørelse20232024
Logi238 kr.246 kr.
Kost og småfornødenheder555 kr.574 kr.
Kost for turistchauffører ved rejse i Danmark75 kr.75 kr.
Kost for turistchauffører ved rejse i udlandet150 kr.150 kr.

Du kan beregne dine diæter ved at anvende vores beregner, som du finder lige her.   

Fradrag for renteudgifter

Du kan også få fradrag for dine renteudgifter i forbindelse med et lån med renter. Du kan fx få fradrag for renteudgifter for realkreditlån, billån eller boliglån, og studerende kan få fradrag for renteudgifter på SU-lån. Negative renter bliver også set som renteudgifter, hvilket betyder at du kan få fradrag for negative renter. 

Størrelsen på dit rentefradrag afhænger af, hvor meget du låner, samt om du låner som enlig eller sammen med din ægtefælle. 

Regeringen fremlagde i 2019 den såkaldte 2025-plan, hvor rentefradraget falder med 1% hvert år frem til 2025. Det er dog kun renteudgifter ved lån over 50.000 kr. som enlig og renteudgifter ved lån over 100.000 kr. som gift, der påvirkes af 2025-planen.

Renteudgifter20232024
Rentefradrag ved lån over 50.000 kr. som enlig21,6 %20,6 %
Rentefradrag ved lån over 100.000 kr. som gift21,6 %20,6 %
Rentefradrag ved lån under 50.000 kr. som enlig33,6 %33,6 %
Rentefradrag ved lån under 100.000 kr. som gift33,6 %33,6 %

Du får dermed et rentefradrag mellem 20,6% og 33,6% i 2024.

Fradrag for børnebidrag

Hvis du betaler børnebidrag til dine børn under 18 år, kan du få skattefradrag for dette. Hvis du betaler børnebidraget gennem Udbetaling Danmark, får du fradraget helt automatisk. Hvis du betaler uden om Udbetaling Danmark, skal du oplyse bidraget på din årsopgørelse. 

Normalbidraget, som er minimumsbidraget til et barn, består af et grundbeløb + et tillæg. Du kan få fradrag for grundbeløbet. 

Satserne for børnebidrag

Børnebidrag2023 2024
Grundbeløbet1.328 kr.1.370 kr.
Tillægsbeløb172 kr.178 kr.
Normalbidrag1.500 kr.1.548 kr.

Du kan altså i 2024 få fradrag for 1.370 kr. pr. måned af dit normalbidrag på 1.548 kr.

Fradrag for gaver

Vidste du, at du også kan få fradrag for julegaver til dine ansatte? Vi har lavet et blogindlæg om skattereglerne ved gaver, som du kan læse lige her.

Sådan beregner og indberetter du dit skattefradrag

De fleste skattefradrag beregnes og indberettes automatisk ud fra de oplysninger, Skattestyrelsen har fra dig. Du skal ikke selv beregne personfradrag, beskæftigelsesfradrag eller jobfradrag, da dette automatisk sker hos Skattestyrelsen. 

Du skal derimod selv beregne og indberette kørselsfradrag, rejsegodtgørelse og rentefradrag. Dette gøres på TastSelv på Skattestyrelsens hjemmeside.

Ændring af skattefradrag 

Hvis din indkomst ændrer sig, eller der sker andre ændringer i din økonomi, skal du tilpasse dine skattefradrag i din forskudsopgørelse

Den fungerer som et budget, og er en oversigt over, hvad Skattestyrelsen forventer, din indkomst og dine fradrag kommer til at være i det kommende år. Skattestyrelsen bruger disse tal til at beregne din skat.   

Du kan ændre i din forskudsopgørelse fra november på TastSelv. 

Hvor kan jeg se mine skattefradrag?

Du kan se dine skattefradrag på din årsopgørelse, som er en oversigt over din indkomst og fradrag i det forgangne år. Derudover viser årsopgørelsen også, om du har betalt for meget eller for lidt i skat. 

Skattestyrelsen indhenter de fleste oplysninger automatisk fx gennem din bank eller arbejdsgiver. Det er altid en god idé at tjekke, om oplysningerne er korrekte, da du kan ændre i din årsopgørelse indtil maj, hvis der er noget, der ikke stemmer.

Du kan se din årsopgørelse i marts på TastSelv. 

Oftest stillede spørgsmål

Et skattefradrag er et beløb, du kan trække fra i skat. Du er berettiget til en række skattefradrag, du kan trække fra din indkomst eller fra bestemte udgifter. Der findes forskellige typer af skattefradrag, herunder personfradrag, beskæftigelsesfradrag og kørselsfradrag.

De fleste skattefradrag beregnes automatisk af Skattestyrelsen, men der er dog også nogle, du selv skal beregne og indberette. Dit personlige skattefradrag beregnes automatisk af Skattestyrelsen ud fra de tal, du oplyser på din forskudsopgørelse.

Var denne artikel nyttig?

Relaterede ord

Herunder finder du relaterede ord fra vores regnskabsordbog der relaterer sig til Skattefradrag

Gør som 0 virksomheder

Brug Danmarks mest anbefalede regnskabsprogram