Hvad betyder CEO?
CEO er en forkortelse for Chief Executive Officer, og det kan direkte oversættes til administrerende direktør på dansk. En CEO er den øverste leder i virksomheden, men refererer som regel til en bestyrelse, som også har beføjelser til at fyre CEO’en.
En CEO er både ansvarlig for ledelsen og den administrative ledelse af organisationen. Den øverste ledelse i en virksomhed kaldes for C-suite, og den består også af bl.a. en CFO, COO og CMO. Titlerne, der også kaldes for CxO-titler, bruges i alle store virksomheder.
Chief Executive Officer er faktisk ikke en ny opfindelse. Den blev første gang brugt helt tilbage i 1782, hvor Kongressen bl.a. brugte det som en betegnelse for guvernørerne i de 13 kolonier i USA. Dog er forkortelsen CEO en del nyere, da den første gang blev brugt i 1914 i Australien.
Forskellen på en CEO, CFO og COO
Alle tre hører til den øverste ledelse i en virksomhed og indgår typisk direktionen. Der er ofte stor forskel på, hvad en CEO, CFO og COO laver, men de vil arbejde meget sammen i dagligdagen.
- CEO – Ansvarlig for den strategiske ledelse
- CFO – Ansvarlig for økonomiske analyser og beslutninger
- COO – Ansvarlig for den daglige drift
Helt grundlæggende kan man sige, at en CEO er ansvarlig for at lede virksomheden, og COO’en er personens højre hånd og ansvarlig for den daglige drift. CFO’ens job er at tage sig af alt relateret til det finansielle i dagligdagen. Hvis virksomheden har en CAIO refererer denne typisk til CEO’en.
Der er tale om forskellige ansvarsområder, men en CEO har som regel det endelige ord inden for økonomi, strategi og investering.
Hvad laver en CEO?
Hun står med det overordnede ansvar for virksomheden og har det sidste ord i de fleste beslutninger. Dog er mange store beslutninger udliciteret til andre i C-suiten, som har et mere specialiseret indblik i det specifikke område, hvor en CEO har et mere generelt og overordnet overblik.
En CEO laver primært strategiske opgaver og er ansvarlig for strategien, visionen og målene i virksomheden, ligesom hun også har det sidste ord, når det kommer til fx økonomi og investeringer. Overordnet sørger en CEO for, at virksomheden kører, som den skal.
Flere undersøgelser viser, at helt op til 45% af en virksomheds performance er influeret af CEO’en. Derudover kan personen også have en helt op til 15% effekt på profitabiliteten. Det betyder altså meget at vælge en god person til at styre virksomheden.
De typiske arbejdsopgaver:
- Budgetplanlægning og økonomistyring
- Løbende allokering og omrokering af ressourcer
- Planlægge strategien og sørge for, at den eksekveres
- Sammensætte og udvikle det øverste ledelsesniveau (C-level)
- Lave, kommunikere og implementere virksomhedens vision og mission
- Deltage i møder – både med eksterne og interne stakeholdere
- Være virksomhedens ansigt udadtil (i medierne og generelt i PR-strategien)
- Træffe beslutninger om investeringer og M&A
- Opdatere bestyrelsen på både korte og langsigtede mål
- Være virksomhedens repræsentant ved officielle arrangementer
- Deltage i relevante branche-relaterede events og begivenheder
- Optimere virksomhedens performance – fx top- og bundlinje
Der vil også være en del ledelse af de nærmeste medarbejdere, personen er ansvarlig for i dagligdagen.
En CEO har som regel den højeste løn i virksomheden
Der er ingen tvivl om, at lønnen for en CEO er blandt de højeste i en virksomhed. Det er en stilling med meget ansvar, og det kræver rigtig meget af personen, der bestrider den – både med hensyn til kompetencer men også i dagligdagen.
Hvis vi kigger på topcheferne i Danmark, er der stor forskel på, hvor meget en CEO i 2022 fik i en C25-virksomhed. Nedenfor er en liste over de bedst lønnede chefer – hvis vi kigger på den samlede lønpakke.
Virksomhed | CEO | Løn i 2022 (mio. kr.) |
Novo Nordisk | Lars Fruergaard Jørgensen | 60,1 |
Genmab | Jan van der Winkel | 46,8 |
Carlsberg | Cees ‘t Hart | 45,6 |
A.P. Møller-Mærsk | Søren Skou | 43,7 |
Pandora | Alexander Lacik | 38,1 |
Vestas | Henrik Andersen | 34,5 |
Chr. Hansen | Mauricia Graber | 28,3 |
DSV | Jens Bjørn Andersen | 27,9 |
Nordea | Frank Vang-Jensen | 26,1 |
Royal Unibrew | Lars Jensen | 24,0 |
Novozymes | Ester Baiget | 23,7 |
ISS | Jacob Aarup Andersen | 23,7 |
Tryg | Morten Hübbe | 23,3 |
Ørsted | Mads Nipper | 23,0 |
Bavarian Nordic | Paul Chaplin | 22,3 |
Coloplast | Kristian Villumsen | 21,4 |
Rockwool | Jens Birgersson | 21,1 |
GN Hearing | Gitte Pugholm Aabo | 18,6 |
GN Audio | René Svendsen-Tune | 17,8 |
Danske Bank | Carsten Egeriis | 17,7 |
Demant | Søren Nielsen | 17,6 |
FL Schmidt & Co. | Mikkel Keto | 16,4 |
Jyske Bank | Anders Dam | 10,8 |
Netcompany | Andre Rogaczewski | 8,2 |
Ambu | Britt Meelby Jensen | 4,0 |
Kilde: Børsen
Som du kan se, er der stor forskel på, hvor meget en CEO tjener i en virksomhed i C25-indekset – altså nogle af de største i Danmark. Derfor er det også umuligt at sige præcis, hvad du kan forvente at tjene som øverst ansvarlig for en virksomhed.
Lønnen vil altid afhænge af flere forskellige ting – bl.a. uddannelsesniveau, erfaring og virksomhedens type – og aftales ved en lønforhandling.
Sådan bliver du også CEO
Der er mange måder at blive øverst ansvarlig for en stor virksomhed på, men der er også mange, der kæmper for en af de eftertragtede positioner. Der er især fire typer kompetencer, en CEO skal have for at kunne komme i betragtning til jobbet og lykkes i rollen:
- Interpersonelle kompetencer – god til at netværke og skabe relationer
- Analytiske kompetencer – skal kunne forstå og analysere komplekse data
- Lederkompetencer – en CEO skal kunne lede og få andre til at følge en
- Menneskelige kompetencer – kan skabe en god kultur, hvor medarbejderne hele tiden udvikler sig
Nogle af ovenstående kompetencer kommer mere naturligt end andre for forskellige mennesker. Derfor kan du med fordel arbejde på dem, hvor du endnu ikke er ekspert. Det kan du gøre med uddannelse, coaching og relevante opgaver/job.
Det er vigtigt at huske på, at der ikke er én måde at blive CEO på. Men generelt har en god CEO en ekstraordinær passion, en klar vision (for sig selv og virksomheden), stærke lederegenskaber (fx gennem værdibaseret ledelse) og kan kommunikere effektivt. Jo bedre du mestrer de evner, jo bedre er dine chancer.
Nedenstående er den typiske fremgangsmåde for dem, der gerne vil være CEO.
- Tag en uddannelse (minimum bachelor – gerne kandidat)
- Overvej at starte i en mindre organisation (for at få erfaring)
- Find en branche, du er særlig interesseret i
- Begynd at netværke
- Få ledererfaring
- Vær strategisk omkring din karriere og jobskifte
- Tag en masteruddannelse (gerne inden for ledelse eller andet relevant)
Det er især vigtigt at have erfaring og kunne netværke. De fleste CEOs har nemlig tidligere ledererfaring og har plejet deres netværk i lang tid. Ved at tænke strategisk omkring din karriere skaber du det bedste fundament, så du skiller dig positivt ud fra de andre ansøgere.
Generelt er uddannelse også en vigtig ting, hvis du en dag vil være CEO. Det gælder i forhold til at komme i gang med karrieren, men det gælder især længere hen i karrieren, hvor bl.a. en masteruddannelse kan finpudse dine evner og give indsigter inden for de kommende arbejdsopgaver som CEO.
Oftest stillede spørgsmål