Udgivet 12/11/2021
Læsetid: 8 min.

Investering i aktier via selskab – Sådan gør du

Har du overvejet at investere i værdipapirer gennem et selskab? I denne artikel får du svar på, om det kan betale sig – og hvordan du bærer dig ad med at investere i aktier gennem et selskab.

Mikkel Lisse Vastila
Skrevet af Mikkel Vastila

Har du en virksomhed med overskud og intention om at investere overskuddet i værdipapirer, såsom aktier? Så er dette indlæg lige noget for dig.

Vi gennemgår nemlig muligheden for at oprette et aktiedepot i selskabet og investere direkte via dit selskab. Hvordan bærer man sig ad, og er det overhovedet en fordel? Alt dette kan du blive klogere på i dette indlæg.

Vidste du, at vi har lavet et samarbejde med Daniels Pengetips på YouTube? I denne video fortæller han om investering i aktier via selskab.

Hvilke virksomhedstyper kan investere i værdipapirer?

Du kan godt investere i værdipapirer via dit selskab. Det vil sige, at du sagtens kan investere i værdipapirer, hvis du fx har et anpartsselskab (ApS), aktieselskab (A/S) osv.

Det bliver dog lidt mere kringlet, hvis du har en virksomhed med personlig hæftelse. Har du en enkeltmandsvirksomhed eller interessentskab (I/S), skal du gøre brug af virksomhedsskatteordningen (VSO), såfremt du vil have muligheden for at investere i aktier via virksomheden.

Det har nogle konsekvenser for din virksomhed, da virksomhedsskatteordningen indretter virksomhedens økonomi på samme måde, som selskabers. Så i stedet for, at din virksomheds økonomi hænger sammen med din privatøkonomi, er det i højere grad adskilt, som hvis du havde fx et ApS.

Har du en personlig ejet mindre virksomhed (PMV) kan du ikke benytte virksomhedsskatteordningen – og har dermed ingen mulighed for investering i værdipapirer gennem din virksomhed.

Hvilken selskabsform er bedst?

Det er sjældent en fordel at oprette et selskab udelukkende med det formål at investere. Men hvis du er stålsat på, at oprette et selskab til dette formål, er der naturligvis nogle forskelligheder ved de forskellige selskabstyper, som dog primært går på indskuddet i virksomheden.

I et ApS skal der mindst indskydes 40.000 DKK, mens der i et aktieselskab mindst skal skydes 400.000 DKK ind som startkapital. En fordel ved at vælge ApS, fremfor A/S er, at der er færre regnskabsregler du står til ansvar for, som virksomhedsejer.

Hvordan man investerer i aktier via selskab?

Hvis du gerne vil investere i aktier via dit selskab, er der nogle bestemte faser, du skal igennem.

Helt konkret skal du sørge for en LEI-kode og et virksomhedsdepot. Dertil hedder det sig, at du skal være tilmeldt virksomhedsskatteordningen, hvis du har en enkeltmandsvirksomhed eller et interessentskab.

Virksomhedsskatteordningen (for enkeltmandsvirksomheder og interessentskaber)

For det første skal du sørge for, at du er tilmeldt virksomhedsskatteordningen, hvis du har en enkeltmandsvirksomhed eller interessentskab.

Er din virksomhed tilmeldt virksomhedsskatteordningen, er din virksomheds økonomi adskilt fra din privatøkonomi, og bliver derefter beskattet på samme niveau som større selskaber.

Har du et selskab, hvor du ikke hæfter personligt (fx anpartsselskab eller holdingselskab), behøver du ikke at blive tilmeldt virksomhedsskatteordningen.

LEI-kode til din investering via virksomhed

Næste skridt er at du skal have oprettet en LEI-kode. En LEI-kode er en unik identifikationskode, som din virksomhed skal have, hvis den vil handle med aktier.

Du kan købe en LEI-kode hos en officiel LEI-kode-udsteder. Der findes flere, og du bestemmer selv, hvilken du vil vælge. Du kan se en liste over udstedere (nederst på siden) på LEIs egen hjemmeside.

En LEI-kode koster typisk i omegnen af 200-500 kroner om året.

Virksomhedsdepot

Når du vil handle værdipapirer via et selskab, skal du bruge et særskilt depot til dette. På den måde holdes din virksomheds værdipapirer adskilt fra dine personlige.

Du kan få et virksomhedsdepot hos de fleste større handelsplatforme og banker. I denne proces skal du være opmærksom på eventuelle oprettelsesgebyr, handelskurtager og vekselgebyrer.

Fordele og ulemper ved investering i aktier via selskab

Men er det overhovedet en god idé? Hvornår kan det betale sig at investere i værdipapirer via et selskab?

Det er individuelt, hvorvidt det kan betale sig eller ej. Der er både fordele og ulemper ved løsningen, og du kan se de vigtigste nedenfor.

Fordele ved investering i aktier via selskab

  • Selskabsskatten på 22% er lavere end de personlige skattesatser ved kapitalgevinst (27% og 42%)
  • Du kan udskyde den personlige beskatning, som forekommer, når du trækker penge ud af selskabet (udbytte til dig selv). Det er især en fordel, hvis du personligt er over topskattegrænsen
  • Du kan trække relaterede udgifter fra, fx computer, skærme og andet, som er relateret til din investering
  • Du får en simplere model for beskatning via lagerbeskatning (lagerprincippet) kontra realisationsprincippet.

Ulemper ved investering i aktier via selskab

  • Alt afkast beskattes som lagerbeskatning (lagerprincippet) – hvilket betyder, at du løbende betaler skat af dit afkast frem for ved realisering
  • Du betaler løbende skat af dit afkast, som følge af lagerbeskatning – kontra ved realisering af afkastet, som du ellers gør, som privatinvestor.
  • Det kræver relativ stor kapital at starte et selskab (der er fx stiftelsesomkostninger og eventuel revision)
  • Der er andre små-omkostninger forbundet med at investere gennem et selskab, såsom LEI-kode
  • Der er administration forbundet med at have et selskab, hvilket kan være tidskrævende

Alt i alt kan man sige, at der sjældent vil være den helt store økonomiske gevinst at hente, hvis man ikke ejer et selskab i forvejen. Omkostningerne forbundet med stiftelse, vedligeholdelse og administration af selskabet er ganske enkelt for høje til, at det kan betale sig.

Har man til gengæld et selskab i forvejen, som allerede genererer et overskud, kan der dog godt være en skattemæssig fordel ved at investere pengene direkte via selskabet. Især hvis du skal betale topskat af overskuddet, når du trækker pengene ud til dig selv.

Bogføring af aktieinvestering via selskab

Når du køber værdipapirer, skal der først bogføres et køb af værdipapirer, som nu repræsenterer en værdi i din virksomhed, samt de omkostninger som er forbundet med selve købet.

Herefter skal de løbende kursreguleringer bogføres. Til sidst skal du bogføre når værdipapirerne sælges.

Vi har en uddybende guide til bogføring af værdipapirer/kapitalandele købt i virksomheden. Guiden er kun for Dinero Pro-brugere og viser, hvordan du bogfører det i Dinero.

Fradrag ved investering via selskab

Som med alle andre udgifter forbundet med dit selskab kan du trække store dele af det fra.

Når investering pludselig bliver en del af dit arbejde, kan du naturligvis trække udgifter fra forbundet med dette. Her er en kort liste over udgifter, du kan trække fra, hvis du investerer i aktier via selskab:

  • Kurtage ved handel (handelsgebyr)
  • Computer, skærme og andre nødvendige kontorelementer
  • Udgifter forbundet med deltagelse i større investeringsrelaterede arrangementer
  • Udgifter til software, abonnementer, nyhedsbreve etc., som er investeringsrelateret

Oftest stillede spørgsmål

Du skal gennemgå en række ting for at få mulighed for at handle værdipapirer i din enkeltmandsvirksomhed. Du skal bl.a. sørge for at være tilmeldt virksomhedsskatteordningen, købe en LEI-kode og have oprettet et virksomhedsdepot.

Vi har lavet en liste med fordele og ulemper. De største fordele er den lavere skattesats samt muligheden for at udskyde den personlige beskatning til et senere tidspunkt.

Ulemperne er til gengæld, at der er en del omkostninger forbundet med at drive et selskab, som gør det vanskeligt at retfærdiggøre, hvis ikke du har et selskab i forvejen.

En LEI-kode koster typisk mellem 200-500 kroner om året. Den kan købes hos en LEI-kode-udsteder. Du finder en liste over autoriserede udstedere på den officielle hjemmeside for LEI-systemet.

Del denne artikel

  • Del på Facebook
  • Del på Linkedin
  • Del på X
  • Kopier link

Mikkel Lisse Vastila
Mikkel Vastila
Mikkel er content creator hos Dinero. Han laver video, lyd og tekst om dansk iværksætteri og regnskab. Du vil både støde på ham på bloggen og vores YouTube-kanal.

Skriv en kommentar

18 kommentarer

  1. Hej, tak for artiklen! Mit spørgsmål går på, hvad der i artiklen menes med “aktier”. Hvis man for eksempel har en enkeltmandsvirksomhed og vil investere gennem virksomhedsordningen, er det efter al anden information på nettet ikke tilladt at investere i enkeltaktier. Hvis man alligevel investerer i enkeltaktier, vil de investeringer blive beskattet som om de ikke var en del af virksomhedsordningen. Skal artiklen forstås sådan, at man alligevel godt kan investere i enkeltaktier gennem virksomhedsordningen? Mange tak. Vh

    1. Hej Christian

      Tak for dit spørgsmål.

      Det er helt korrekt, at virksomhedsordningen ikke tillader investering i enkeltaktier, da det betragtes som privatinvestering og vil derfor ikke indgå i virksomheden. Det er dog muligt at investere i visse kollektive investeringsfonde, hvor aktier er en del af fondens portefølje, og hvor disse kan holdes inden for virksomhedsordningen, hvis de opfylder de relevante krav.

      Artiklen skal derfor forstås sådan, at udgangspunktet er, at man ikke investerer i enkeltaktier. I forhold til om du ønsker at investere i ETF’er gennem din enkeltmandsvirksomhed eller privat, vil jeg anbefale, at du rådfører dig med en revisor.

      De bedste hilsner

      Samuel – Dinero Support

  2. Hej Jeg er alligevel ved at skulle oprette et ApS. De 40.000 DDK jeg indskyder i virksomheden, ville de umiddelbart efter oprettelsen af selskabet, kunne investeres i aktier eller er det indskud “låst” og må ikke benyttes til dette formål?

    1. Hej Kasper

      Umiddelbart skulle der ikke være noget i vejen for det. Det afgørende er, at værdierne ikke må forsvinde, men pengene må godt blive erstattet af andre aktiver – f.eks. driftsmidler.

      Hør evt. en revisor for et endeligt svar.

      De bedste hilsner

      Lasse fra Dinero

  3. Hej – er det korrekt opfattet at hvis jeg har et Aps og investerer, så betaler jeg 22% i lagerbeskatning af tilvæksten på mit depot?

    1. Hej Carsten

      Ja, du vil blive beskattet af dit overskud og da værdiforøgelsen af dine investeringer vil blive indtægtsført, så stiger dit overskud og dermed bliver du lagerbeskattet, som du selv påpeger.

      De bedste hilsner Lasse – Dinero Support

  4. I skriver: “Har du en personlig ejet mindre virksomhed (PMV) kan du ikke benytte virksomhedsskatteordningen – og har dermed ingen mulighed for investering i værdipapirer gennem din virksomhed”. Kan I uddybe hvorfor? Hvis man gerne vil investere udbytte i forbindelse med udlejning under VSO – kan man da ikke oprette et PMV til formålet? Udlejningen har jo ikke selv et CVR, selv om den hører under VSO. Og for at investere udbytter i forbindelse med udlejning er der behov for et CVR-nummer. Hvorfor kan et PMV ikke benyttes til dette?

    1. Hej Lotte

      Grunden til at denne ordning som udgangspunkt ikke er relevant for PMV, er at VSO kræver at man kører en virksomhed der omfatter en lidt højere omsætning. Dette skyldes, at VSO er specifikt designet til erhvervsdrivende virksomheder med et højere aktivitetsniveau og indtjeningspotentiale. I forhold til om man kan anvende VSO, er omsætningen kun et element i den samlede vurdering af om man er selvstændig erhvervsdrivende.

      Jeg vil helt klar anbefale du kontakter SKAT eller en revisor der kan give dig noget helt konkret vejledning omkring dette.

      De bedste hilsner, Samuel – Dinero Support

  5. Hvad sker der med rådgiver gebyr ved investering i ETF’er i VSO midler under enkeltmandsvirksomhed, hvir man fx har store udgifter til rådgiver/forvaltning. Skal det trækkes fra i fortjeneste, og hvad så i år med negativ kapitalafkast?

    1. Hej Tine

      Det rækker nok en smule udover vores viden, at vejlede dig helt konkret i dit spørgsmål.

      Jeg vil derfor anbefale du kontakter SKAT eller en revisor der kan give dig noget helt konkret vejledning, så det hele bliver lavet korrekt 🙏

      De bedste hilsner, Lasse – Dinero Support

  6. hvilke typer ETF’er må jeg investere i, som enkeltmandsvirksomhed i VSO ordningen? vil gerne selv til at investere mit oveskud og undgå at betale en formue, for at have banken til at forvalte det.

    Mvh Michael

    1. Hej Michael

      Vi kan desværre ikke hjælpe med lignende spørgsmål. Jeg vil anbefale at du kontakter din revisor, og får vejledning af revisoren.

      Du ønskes en rigtig god dag 😊

      De bedste hilsner Sana – Dinero Support.

  7. Hvis man har et ApS og henover et år får 1 mio kr. ind fra et af virksomhedens ene indtægtskilde og lægger dem i firma depotet og investerer for hele 1 mio kr. Skal man for enden af året betale virksomhedsskat af 1 mio kr? Hvornår betaler man skatten? – Målet er at sprede indtjeningen ud, så jeg havde kapital under perioder uden indtjening.

    1. Hej Dwayne

      Du vil i det tilfælde skulle blive beskattes af den million som du har tjent ja. Har du almindelige indtægter så vil du altid blive beskattet i forbindelse med indleveringen af årsregnskabet.

      Det at du vælger at investerer dem i aktier, gør ikke du kan få et direkte skattefradrag for dem desværre. Det er lidt noget andet end hvis du går ud og køber almindelige varer for dem, da fradraget så kommer med det samme.

      De bedste hilsner Frederik Nielsen

  8. Hej Kan en ApS virksomhed benytte sig af at ‘invistere’ i crypto mining. Ikke fysisk crypto mining men node mining?

    1. Hej Troels

      Du kan normalt godt investere i almindelige crypto valuta via et selskab, men når det nu bliver mere specifikt, så er vi desværre ikke nærmere bekendt med de specifikke regler.

      Jeg vil derfor anbefale du forhøre dig direkte hos SKAT eller du tager kontakt til en revisor med erfaring/skattemæssig viden, omkring netop crypto valuta og investeringer heri 👍

  9. Hej Daniel, tak for dit tip. Ifølge SKAT kan overskud i enkeltmandsvirksomheder ikke bruges itl aktie-køb, men fx gerne obligationer, ETF’er mv., se her: https://www.bdo.dk/da-dk/faglig-info/depechen/depechen-artikler-2020/hvad-kan-frie-midler-i-virksomhedsordningen-bruges-til Kan du hjælpe mig med at forstå, hvad jeg hat overset, altså hvad forskellen er? Mvh Thomas

    1. Hey Thomas

      Du skal lige helt ind på videoen på YouTube hvis du vil skrive til Daniel. Herinde er det kun os i Dinero du får fat i. 👍 Videoen ligger her: https://www.youtube.com/watch?v=p_iqMMZl5J8

Gør som 0 virksomheder

Brug Danmarks mest anbefalede regnskabsprogram