Dette er et gæsteindlæg, som er skrevet af Niels fra Capino. Han har stor erfaring med at matche virksomheder med den perfekte partner.
Drømmer du om at blive selvstændig? Og overvejer du at blive det via et partnerskab i et eksisterende eller nyt firma? Så kan du læse dette blogindlæg for at få mere information om, hvordan du bliver forretningspartner, og hvad du skal være særlig opmærksom på.
Hvad betyder det egentligt at blive forretningspartner i en virksomhed?
En forretningspartner er typisk medejer af firmaet og har en aktiv rolle i virksomhedens lederskab.
Partneren kan både være en person, der kommer udefra, eller en ansat, som har købt sig ind i partnerskabet og bliver medejer i virksomheden.
Hvornår giver det mening at finde en partner?
Du behøver ikke at starte din egen virksomhed fra bunden eller købe en eksisterende virksomhed, som du mutters alene driver videre. Der er nemlig mange fordele i at få en partner ind i din egen virksomhed eller blive forretningspartner i en andens.
Som soloselvstændig kan det oftest føles som om, at du sidder på en øde ø og fisker efter kompetencer, du ikke selv besidder.
Og det problem kan løses med det helt rigtige partnerskab.
For hvis du gerne vil have succes, er det især vigtigt, at de rette kompetencer er til stede i firmaet. Og da vi ikke kan være gode til alt, vælger mange at søge et partnerskab, hvor den anden part kan varetage områder i virksomheden, vi ikke selv er ekspert i.
Her kan du med fordel lave et pitch-deck med alle de vigtige informationer, så du kan overbevise potentielle partnere om, at du er den rette partner for dem.
Lad os forklare med et eksempel
Rasmus vil gerne starte en webshop, men han ved ikke særlig meget om online markedsføring. I dette tilfælde kan det være en rigtig god idé for Rasmus at alliere sig med en partner, som ved meget om online markedsføring.
Rasmus kunne selvfølgelig også vælge at sætte sig grundigt ind i, hvad han skal vide om online markedsføring. Han kan også vælge at ansætte nogle, der ved noget om det.
Men at blive dygtig til markedsføring er typisk meget tidskrævende, og det kan fjerne fokus fra de områder, som Rasmus i forvejen er god til. Og typisk vil en forretningspartner være meget mere engageret i virksomhedens succes og overlevelse, end en ansat vil. Derfor vurderer Rasmus, at en forretningspartner er det rigtige valg for ham.
Havde Rasmus nu ejet en større virksomhed, ville det højst sandsynligt være en dårlig idé for Rasmus at tilbyde alle medarbejdere et partnerskab. Her kunne et partnerskab med hans allervigtigste medarbejdere muligvis være et bedre valg.
Rasmus kunne også have valgt at finde en aktiv investor i stedet. Her skal han blot være opmærksom på, at en investor har et andet formål med samarbejdet.
En investor vil nemlig typisk se partnerskabet som en investering, der har en begrænset tidshorisont. Målet er, at virksomheden skal vokse og sælges eller børsnoteres, så investoren tjener sin investering hjem.
Hvordan bliver jeg partner i en virksomhed?
Du kan blive forretningspartner i et anpartsselskab (ApS), interessentskab (I/S) eller et aktieselskab (A/S). Er du interesseret i at blive partner i en enkeltmandsvirksomhed, er det nødvendigt, at virksomheden bliver omlagt til et I/S, ApS eller A/S.
Det er vigtigt at have finansieringen i orden, inden du køber dig ind i en virksomhed.
1. Opret et holdingselskab
Vi anbefaler, at du opretter et holdingselskab og køber din anpart gennem det.
Det har nemlig sine fordele at gøre det på den måde:
- Hvis du en dag skal sælge din anpart, er det skattefrit, da det er selskabet, der sælger den
- Ejer du mere en 10% af virksomheden, er dit udbytte skattefrit, hvis det overføres til holdingselskabet
Er du i tvivl om, hvordan du opretter et holdingselskab? Så klik på linket, hvor vi har lavet en komplet guide til oprettelsen – her finder du også hjælp til oprettelsen, hvis du vil slippe for besværet med at oprette det selv.
2. Opret en ejeraftale
I bør altid oprette en ejeraftale, hvor alle betingelserne for samarbejdet i virksomheden bliver skrevet ned. Det er nemlig vigtigt, at der er styr på alt det juridiske, inden I skriver under.
Ejeraftalen indeholder typisk:
- Hvilke beslutninger der kræver enighed blandt alle partnerne, og hvilke beslutninger fx en direktør selv kan træffe
- Hvordan udbyttebetaling foregår – skal en forretningspartner med en lille andel kunne kræve udbytte?
- Hvad der sker med partnerskabet, hvis en af partnerne dør?
- En konkurrenceklausul og andre vilkår, hvis en forretningspartner ønsker at stoppe
Det er en rigtig god idé at oprette sådan en aftale, da I altid kan gå tilbage i ejeraftalen og se, hvad der er aftalt, hvis der fx opstår konflikter mellem jer, eller hvis en af jer vil forlade firmaet.
Og det kan anbefales, at I får hjælp af en advokat til at udfylde ejeraftalen, så I er sikre på, at den bliver udfyldt korrekt. Den skal nemlig skræddersyes til lige præcis jeres situation.
3. Opret eventuelt en gensidig NDA
Det kan være en god idé at oprette en gensidig Non Disclosure Agreement (NDA), hvis der udveksles fortrolige oplysninger mellem de potentielt kommende forretningspartnere.
En gensidig NDA er en fortrolighedserklæring, der beskytter begge parters viden. Og når der bliver skrevet under på sådan en, må ingen af parterne videregive de fortrolige oplysninger, som er angivet i dokumentet. Gør en part det alligevel, kan den anden kræve erstatning.
Er der andet, jeg skal være opmærksom på, når jeg søger en forretningspartner?
Hvis du vil danne et partnerskab, skal du huske på, at du skal kunne fungere godt sammen med de mennesker, som er i og omkring virksomheden.
Og derfor kan det være en rigtig god idé at læse nedenstående punkter – og eventuelt lave en tjekliste med spørgsmål, som du kan stille, når du skal undersøge om din potentielle kommende forretningspartner er et godt match eller ej.
1. Find partner med de rette kompetencer
Som tidligere skrevet i dette indlæg kan du ikke være god til alt. Derfor kan det være en rigtig god idé at søge en forretningspartner, der er god på de områder, du ikke selv er specialist i.
Du bør derfor spørge ind til den kommende partners kompetencer og se kundereferencer, som du har mulighed for at følge op på.
2. Find en partner med den samme passion
At tale til hinandens passioner er vigtigt, men det er her, mange går galt i byen. Tag en snak om, hvad I begge ønsker at lægge i partnerskabet og få ud af det – og vær helt ærlig omkring dine tanker.
Du kan efterfølgende lave lidt research i dit netværk og på nettet for at se, om der er nogle, som kender personen. På den måde kan du måske bedre danne dig et indtryk af, hvor meget personen brænder for sit erhverv og et eventuelt partnerskab.
3. Find en business partner, hvor der er god kemi
Når du er i gang med din søgning efter den ideelle partner, skal du tænke på, at det er på niveau med at vælge en ægtefælle. At han eller hun har de rigtige kompetencer er vigtigt, men det er desværre ikke nok.
Det er nemlig også vigtigt, at der er kemi mellem jer, og at jeres overordnede værdisæt for at drive virksomhed er relativt ens.
Find en partner til din virksomhed eller en interessant iværksætter-virksomhed på portaler
Du kan finde en partner mange forskellige steder. Det kan være, du allerede har den optimale partner i dit netværk, mens det også kan være, at partneren i stedet skal findes på en portal.
Capino er fx en online matchmaking-portal for virksomheder og kommende iværksættere, der søger en investor eller långiver. Her kan du med fordel oprette en annonce med overskrifter som:
– Business partner søges til nyt koncept
– Iværksætter-partner søges til udvikling af ide
– Partner søges til virksomhed i vækst
Og du kan lave en god beskrivelse af, hvad det er, du søger i din kommende forretningspartner, og hvad andre kan få ud af at danne et partnerskab med dig i din virksomhed.
Find forretningspartner – er der andre muligheder?
De fleste vil nok mene, at begrebet “partner” omhandler en, der ejer en del af virksomheden. Men kigger du i ordbogen, vil du se, at en partner også kan være:
”Person, organisation, land eller andre som man samarbejder med eller indgår i et formelt fællesskab med, fx forretningsmæssigt eller via (internationale) aftaler”.
Det vil altså sige, at der findes alternativer til måden at drive et partnerskab på.
Eksempelvis behøver en samarbejdspartner ikke nødvendigvis at eje en del af virksomheden. Et partnerskab kan nemlig også bestå af to eller flere virksomheder, der indgår et samarbejde. fordi, at de kan supplere hinandens ydelser og udvide den enkelte virksomheds kundegruppe og indtjening.
En virksomhed kan også vælge at finde en samarbejdspartner, som fx hjælper med telefonpasning, salg, bogholderi, markedsføring og får betaling for det.