Udgivet 07/06/2023

Erhvervsleasing – fordele, ulemper og beskatning af leaset firmabil

Erhvervsleasing kan være en rigtig god løsning, hvis du fx har en enkeltmandsvirksomhed og ønsker en firmabil uden pludselige, uforudsete udgifter. Vi giver dig et overblik over de forskellige typer leasing til erhverv, fordele og ulemper, og hvordan det beskattes.

Pernille Madelaire – Visma Dinero
Skrevet af Pernille Madelaire
Læsetid: 11 min.

Hvad er erhvervsleasing?

Erhvervsleasing er et koncept, hvor du kan lease din firmabil i stedet for at købe den. Det betyder, at du ikke ejer den, men at du har retten til at bruge den indenfor en forudbestemt periode. 

Alle virksomheder kan benytte sig af erhvervsleasing, så længe de overholder leasingselskabets betingelser. Når du vil lease din firmabil, skal du først lægge en startkapital, og derefter skal du betale et fast månedligt beløb. 

Der findes overordnet to forskellige typer erhvervsleasing: 

  • Operationel 
  • Finansiel 

Derudover kan du vælge imellem flere forskellige leasingformer, der hører under de to overordnede typer. 

Det fremgår ikke altid af din leasingkontrakt, hvilken type leasing der er tale om. Der er dog store grundlæggende forskelle på operationel og finansiel leasing, du bør kende, inden du binder dig til en leasingaftale.

Bogføring af leasing

Vil du vide, hvordan du bogfører erhvervsleasing? Bogføringen kan være forskellig alt efter, hvilken type leasing, du vælger. Derfor har vi lavet en guide til, hvordan du bogfører de forskellige leasingtyper. Læs mere her.

Operationel erhvervsleasing

Hvis du vælger operationel erhvervsleasing, slipper du for at bekymre dig om alle driftsudgifterne – dem står forhandleren eller leasingselskabet nemlig for. Det betyder, at du ikke selv skal betale service, dækskifte, forsikringer, vægtafgift m.m. 

Du skal dog selv betale din benzin, og hvis der opstår skader på bilen, går regningen til din egen forsikring. Det er nemlig udgifter, der ikke er dækket af din leasingaftale. 

Når leasingaftalen udløber, skal du aflevere bilen tilbage. Derefter står det dig frit for, om du vil lease en ny bil, eller om du vil finde en anden løsning. Du er med andre ord ikke bundet af noget, så snart leasingaftalen er udløbet.

Finansiel erhvervsleasing

Finansiel erhvervsleasing er en form for finansiering af din bil gennem et leasingselskab. Det er dermed et alternativ til et almindeligt billån. Det er typisk den billigste type erhvervsleasing, til gengæld skal du selv stå for alle driftsudgifterne. Skal du have nye dæk eller et serviceeftersyn, skal du altså selv have pungen frem. 

Når du vælger finansiel erhvervsleasing, er du forpligtet til at købe bilen, når leasingperioden er slut. Alternativt kan du finde en ny køber, hvis du ikke selv er interesseret. 

Men uanset hvad du vælger, er bilen dit ansvar, så snart leasingaftalen udløber. Finansiel erhvervsleasing minder derfor mere om en afbetalingsordning end en almindelig leasingaftale.

Når aftalen udløber, skal du betale restværdien af bilen til leasingselskabet. Restværdien er et forudbestemt beløb, der skal dække resten af bilens værdi. Hvor stor restværdien er vil typisk afhænge af leasingperiodens længde. Jo længere tid du har leaset bilen, jo mindre skal du betale til sidst. 

Så har du nemlig betalt en større del af bilens værdi med den månedlige ydelse, og samtidig vil bilen have flere år på bagen, hvilket gør den billigere. Derudover vil faktorer som antal kørte kilometer tælle med i vurderingen. 

Du skal dog være opmærksom på, om den restværdi, der fremgår af aftalen, er realistisk. Hvis du kun kan videresælge bilen til et mindre beløb, end du skylder, står du selvsagt med en ærgerlig efterregning. 

Selv hvis du planlægger at beholde bilen efter leasingperioden, vil det være rigtig ærgerligt at betale overpris.

Hvilken type erhvervsleasing bør du vælge?

Hvilken type erhvervsleasing du bør vælge, afhænger af dine behov. Hvis du ikke vil bekymre dig om pludselige udgifter, og samtidig ønsker frihed til at vælge en ny bil efter leasingperiodens udløb, er operationel erhvervsleasing sandsynligvis den bedste løsning. 

Bliver din firmabil derimod udsat for hårdt slid og risiko for skader, bør du overveje finansiel erhvervsleasing. Hvis det i sidste ende er dig, der overtager bilen, går leasingselskabet ikke op i bilens tilstand. Skal du derimod aflevere den tilbage igen, kan du risikere en stor regning, hvis bilen er i for dårlig forfatning. 

Af den grund er der altid en begrænsning på, hvor mange kilometer du må køre om året, når du vælger operationel erhvervsleasing. Typisk ligger grænsen på 15.000 kilometer om året. Hvis du har brug for at overskride grænsen, kan du dog ofte betale dig til ekstra kilometer. 

Operationel leasing kan dermed være en irriterende begrænsning, hvis du i perioder har brug for at køre mange kilometer, eller hvis arbejdet slider lidt for meget på bilen. 

Alligevel vælger de fleste virksomheder operationel leasing, fordi det er den sikreste og mest fleksible form for leasing. Hvilken erhvervsleasing du skal vælge kommer derfor an på dine specifikke behov.

Fordele og ulemper ved erhvervsleasing

Som nævnt er der fordele og ulemper ved både operationel- og finansiel erhvervsleasing, når de to tilbud stilles overfor hinanden. Derudover er der nogle overordnede fordele og ulemper ved erhvervsleasing set i forhold til et almindeligt bilkøb. 

En af de største fordele ved erhvervsleasing er, at du slipper for at tage et billån, fordi du i stedet betaler til ordningen løbende. Dermed har du flere penge her og nu til at investere i din virksomhed.

Det er også en fordel, hvis du på et tidspunkt får brug for at tage et erhvervslån. Der er nemlig større chance for, at du kan låne penge, hvis du ikke allerede skylder et større beløb. På den måde kan erhvervsleasing give dig mere økonomisk frihed. 

En væsentlig ulempe er, at det er svært at komme ud af leasingaftalen, når den først er indgået. Derfor kan du risikere at hænge på en månedlig betaling for en bil, du ikke længere har brug for. Du kan dog ofte annullere aftalen ved at betale et større engangsbeløb, men det er ikke altid en særlig sjov løsning. 

De fleste leasingselskaber opererer med lange leasingperioder på 36 – 48 måneder, men for mange virksomheder kan det være svært at se så langt ud i fremtiden. Så hvis du skal benytte dig af erhvervsleasing, skal du være sikker på, at du har brug for bilen i hele perioden.

Beskatning af erhvervsleaset firmabil

Du skal betale skat af din firmabils værdi, hvis du vælger, at den skal indgå i virksomhedsordningen. Det gælder dog kun, hvis du også bruger bilen privat. Til gengæld kan du trække afskrivninger og driftsomkostninger fra.  

Hvis du som selvstændig lader din bil indgå i virksomhedsordningen, gælder de samme skatteregler for dig, som for en lønmodtager, der får fri bil som et personalegode

Der er flere forhold, der spiller ind, når du skal beregne bilens værdi, for at finde ud af, hvor meget du skal betale i skat. Derudover skal du være opmærksom på de nye regler om genberegning.

I 2020 vedtog regeringen nemlig, at beregningsgrundlaget for blandt andet leasede biler skal genberegnes efter senest fire måneder, hvis leasingaftalen er indgået efter 1. februar 2020. 

Det betyder, at din firmabil først bliver beskattet af den værdi, som importøren oplyser på det tidspunkt, du indgår leasingaftalen. Efter senest fire måneder skal der laves en genberegning, hvor bilens markedsværdi skal vurderes igen. Du skal derefter betale skat efter det nye beregningsgrundlag.  

Der er derfor en risiko for, at du skal betale mere i skat for din leasingbil efter fire måneder. Du kan også være heldig at beløbet er uændret, men det kan aldrig blive lavere. 

Der er flere faktorer, der kan påvirke bilens markedsværdi som fx udbud og efterspørgsel, så du ved aldrig på forhånd, om du skal betale mere efter genberegningen. Dog er det en tommelfingerregel, at de dyreste biler får den højeste genberegning. 

Det kan være en god idé at tage en snak med en revisor, inden du kaster dig ud i erhvervsleasing. Så er du sikker på, at du er klædt godt på til det, og du undgår ubehagelige overraskelser.

Moms ved erhvervsleasing

Når du erhvervsleaser en personbil på hvide plader, kan du få momsfradrag for en del af den månedlige ydelse. Hvor stort momsfradraget er, afhænger blandt andet af registreringsafgiftens størrelse

Det kræver dog, at du leaser bilen i mere end seks måneder, og at du bruger bilen til minimum 10% momspligtige formål. Du må med andre ord ikke kun bruge din bil privat, den skal også bruges i arbejdsmæssig sammenhæng. 

Hvis du leaser en varebil eller lastvogn på under tre ton, som du kun bruger til momspligtige formål, kan du få fuldt fradrag. Det gælder både fradrag ved driftsomkostninger og den månedlige leasingydelse.

Hvis du også kører privat, kan du fradrage en tredjedel af momsen for leasingydelsen. Det kræver dog, at din virksomhed sælger momspligtige varer/ydelser for over 50.000 kr. om året. 

Der er mange regler at holde styr på, når det handler om, hvornår du kan få momsfradrag. Hvis du er i tvivl, er det derfor en god idé at kontakte en revisor.

Erhvervsleasing til enkeltmandsvirksomhed og privat kørsel

Hvis du både kører privat og i arbejdsmæssig sammenhæng, kan splitleasing måske være en god mulighed for dig, fordi det giver dig en skattemæssig fordel. 

Vælger du den løsning, bliver leasingaftalen splittet mellem dig og din virksomhed ud fra antal kørte kilometer. Du betaler dermed for de kilometer, du kører privat, mens din enkeltmandsvirksomhed betaler for erhvervskørslen. 

Kører du fx 70% erhvervskørsel, bliver 70% af bilens omkostninger altså faktureret til virksomheden, mens de resterende 30% skal betales af dig som privatperson. 

Det kan måske virke fjollet, fordi det jo er dig selv, der står for betalingen, uanset om det er dig som privatperson eller din enkeltmandsvirksomhed, der har glæde af bilen. Men fordelen er, at du som privatperson ikke bliver beskattet af fri bil, så længe du kører mere for din enkeltmandsvirksomhed, end du kører privat. 

Oversigt over mærker

Hvis du har besluttet dig for, at erhvervsleasing er den rigtige løsning for dig, er næste skridt at beslutte, hvilken type bil du vil have. 

Du kan både lease nye og brugte biler, benzin- og elbiler, personbiler og varevogne m.m. Der er et hav af muligheder at vælge imellem, hvis du vil lease din næste firmabil. 

Her kan du se nogle af de bilmærker, du kan erhvervslease.

MærkerLink
BMWHjemmeside
MercedesHjemmeside
AudiHjemmeside
VolkswagenHjemmeside
FordHjemmeside
VolvoHjemmeside
JaguarHjemmeside
MiniHjemmeside
KiaHjemmeside

Oftest stillede spørgsmål

Erhvervsleasing er leasing af firmabiler til virksomheder. Når du leaser, ejer du ikke bilen, men du betaler et månedligt beløb for at få brugsretten til den. Du kan vælge imellem flere forskellige former for leasing afhængig af, hvad der passer til dine behov.

Der er både fordele og ulemper ved erhvervsleasing. Når du leaser, skal du ikke bekymre dig om driftsudgifterne, dem står leasingselskabet typisk for. Det afhænger dog af, hvilken type erhvervsleasing du vælger. Din fremtidige økonomi er derfor mere forudsigelig, for du risikerer ikke at få store uforudsete udgifter. 

Til gengæld kan det være svært at komme ud af en leasingaftale, hvis dine behov ændrer sig. Hvis du skal springe fra aftalen før tid, skal du ofte betale et større engangsbeløb. Erhvervsleasing er derfor ikke den mest fleksible løsning.

Der findes overordnet to typer erhvervsleasing – operationel og finansiel. 

Hvis du vælger operationel leasing, står leasingselskabet for alle driftsudgifter som dækskifte, forsikringer, afgifter m.m., og når du er færdig med bilen, skal du aflevere den tilbage til leasingselskabet. 

Du kan også vælge finansiel leasing. Det er en ordning, hvor du selv står for alle driftsudgifterne, og du forpligter dig til at købe bilen efter leasingperioden. Det svarer derfor til at købe bilen på afdrag.

Pernille Madelaire – Visma Dinero
Pernille Madelaire Dinero
Pernille er content writer hos Dinero. Sammen med sine dygtige kollegaer producerer hun artikler og indlæg til hjemmesiden. Hendes fornemmeste opgave er at formidle kompliceret regnskabsrelateret indhold, så du kan blive klogere på alle de vigtige begreber og regler, der er værd at kende til som selvstændig.

Skriv en kommentar

4 kommentarer

    1. Hej Hakan

      Det er vi meget glade for at høre. Tak 🙂

      De bedste hilsner

      Lasse fra Dinero

  1. Kan en leasing aftale med et ApS virksomhed, udskrives som privat gæld, til direktøren der underskriver kontrakten

    1. Hej Kay

      Det er desværre ikke noget vi lige tør svare på, da vi ikke kender svaret til det.

      Rigtig dejlig dag De bedste hilsner Frederik Nielsen – Supportchef

Gør som 0 virksomheder

Brug Danmarks mest anbefalede regnskabsprogram