Udgivet 05/07/2023

Salg af virksomhed – værdiansættelse, beskatning og kontrakter

Hvis du går med tanker om at sælge din virksomhed, er der mange juridiske og økonomiske forhold, du skal tage stilling til. Beskattes salg af virksomhed? Hvordan laver man en kontrakt ifm. salget? Og hvordan værdisætter du din virksomhed? Vi giver dig her svar på de spørgsmål, du behøver ved salg af virksomhed.

Portræt af Laura Vestmark
Skrevet af Laura Juul Vestmark
Læsetid: 12 min.
En tøjbutik står tom med et "til salg"-skilt hængende på vinduet

Salg af virksomhed – sådan sælger du din virksomhed 

Salg af en virksomhed betyder, at virksomhedens ejer sælger hele eller dele af sin virksomhed til en investor eller en anden virksomhed. 

Der kan være mange årsager til, at en virksomhedsejer sælger sin virksomhed. Det kan fx være for at koncentrere sig om noget andet eller for at skaffe finansielle midler. 

Det er ofte et stort projekt at skulle sælge sin virksomhed. Hvis du overvejer at sælge din virksomhed, er der derfor flere ting, du skal være opmærksom på. Der er fx forskellige regler for beskatning, som afhænger af, hvilken type virksomhed du har

Du finder her en række forhold, du skal overveje i forbindelse med salg af virksomhed:

1. Salgsmodning – forberedelse og klargøring til salg af virksomhed

Der ligger en masse forberedelse i at sælge sin virksomhed. Derfor er det vigtigt, du kigger din økonomi igennem og får styr på eventuelle løse ender, inden du går i gang med at sælge. 

Derudover skal du sikre dig, at virksomhedens strategi og forretningsplan er klart definerede, så de står skarpt. Denne proces kaldes for salgsmodning og er med til at øge virksomhedens værdi. 

Når du finder en potentiel køber, vil denne ofte lave due diligence. Due diligence bruges som et redskab til at undersøge virksomhedens forhold i forbindelse med salget. Derfor bør du gøre din virksomhed klar, så køberen er tryg ved at kaste sig ud i at købe din virksomhed.

2. Værdiansættelse – hvad er din virksomhed værd?

Du skal finde ud af, hvad din virksomhed er værd. Det gør du ved at lave en værdiansættelse, hvor du finder ud af, hvad virksomheden egentlig skal koste en potentiel køber. Der findes flere forskellige værdiansættelsesmetoder.

Du kan med fordel få en professionel rådgiver til at vurdere din virksomhed korrekt, så det bliver nemmere for potentielle købere at vurdere, om din virksomhed er værd at købe.

3. Dokumentation for din egen og købers skyld

De potentielle købere skal kunne se, at det, du siger om din virksomhed, rent faktisk passer. 

Det er altid vigtigt at have alle virksomhedens dokumenter på plads, så potentielle købere kan se virksomhedsregistreringer, kontrakter og aftaler. Der er langt bedre chancer for at sælge en virksomhed, hvis du kan dokumentere, at den er veldreven. 

4. Professionel og juridisk rådgivning

Ved salg af virksomhed er det altid en god idé at få professionel rådgivning af eksperter, der har erfaring med salg af virksomheder. Det kan fx være advokater eller revisorer. 

De kan hjælpe dig med, hvad du skal huske og guide dig igennem hele processen, så du ikke snyder hverken dig selv eller køberen ubevidst.

5. Forhandlinger – få købsaftalen på plads

Hvis du finder en køber, skal I lave regler for, hvordan selve virksomhedsoverdragelsen skal foregå. Det kræver en masse forhandlinger, og det kan være en lang proces med mange møder, hvor I er uenige og måske går helt i stå. 

Der er også meget papirarbejde ved denne del af salget. Derfor er det en god idé at tage fat i en professionel, der kan hjælpe med både forhandlingen og alt det praktiske.   

Skabelon til kontrakt til salg af virksomhed

Vi har lavet en simpel skabelon til en kontrakt til salg af virksomhed. Der er udelukkende tale om en skabelon – ikke et juridisk dokument eller rådgivning – så få den altid set igennem af en professionel.

Du tilmelder dig samtidig Dineros nyhedsbrev, som du altid kan afmelde med et enkelt klik.

Skabelonen har alene til formål at illustrere, hvordan en kontrakt til salg af virksomhed kan se ud og er ikke juridisk rådgivning. Den skal altid tilpasses de konkrete omstændigheder og lovgivning, hvorunder den anvendes. Dinero påtager sig intet ansvar for skabelonen og anvendelsen af den. Anvendelsen af skabelonen sker således på eget ansvar.

Salg af anparter i ApS

Hvis du ønsker at sælge anparter i dit ApS, skal du kigge i selskabets vedtægter. Der er ofte forhold i selskabets vedtægter og ejeraftaler, som har betydning for salg af anparter. I anpartsselskabets ejeraftale er der ofte lavet aftaler mellem ejerne i selskabet, hvor der står, om du skal tilbyde anparterne til de andre ejere og eventuelt noget om salgsprisen.

Når du har fundet en køber til din virksomhed, skal du lave en anpartsoverdragelse, som er en aftale om, hvem der køber og sælger anparterne i dit anpartsselskab.

Få hjælp til anpartsoverdragelse

Sælger du anparter i et selskab, kan Lexly hjælpe dig med alt det juridiske i forbindelse med anpartsoverdragelse.
Er du Dinero-bruger, kan du spare 10% på denne løsning.

Få hjælp til anpartsoverdragelse

Skabelon til salg af anparter i et ApS 

Vi har lavet en simpel skabelon, du kan bruge i forbindelse med overdragelse af anparter i et ApS. Det er vigtigt at pointere, at der udelukkende er tale om en skabelon – ikke et juridisk dokument eller rådgivning – så få den altid set igennem af en professionel.

Du tilmelder dig samtidig Dineros nyhedsbrev, som du altid kan afmelde med et enkelt klik.

Ansvarsfraskrivelse: Denne artikel/skabelon har kun til formål at orientere og skal ikke ses som juridisk rådgivning.

Salg af virksomhed med underskud

Salg af en virksomhed med underskud kan være svært, da der ikke er gode chancer for at få en høj pris. Der kan dog være flere grunde til, at en virksomhed har underskud, og det er ikke altid, at et underskud er dårligt. 

Det kan fx være, at en virksomhed har haft underskud, fordi den har brugt en masse midler på investeringer, som vil komme virksomheden til gode på sigt. Årsagen har derfor stor betydning for, hvor gode muligheder der er for salg af en virksomhed med underskud. 

En virksomhed kan selvfølgelig godt sælges, selvom den har underskud. Det kan fx være attraktivt for konkurrenter at købe virksomheden, da det er med til at øge deres indtjening og markedsandele. 

Derudover kan en virksomhed med underskud eventuelt også sælges til en investor, der har gode ressourcer og en bred viden, der kan hjælpe med at forbedre virksomhedens resultater. 

Salg af personligt ejet virksomhed 

En personligt ejet virksomhed er mindre virksomheder som fx enkeltmandsvirksomheder eller personligt ejede mindre virksomheder (PMV). Salg af personligt ejede virksomheder er ikke muligt, da de er personligt ejede og dermed knyttet til ejeren. 

Ejeren af en personlig ejet virksomhed, kan derimod lukke sin enkeltmandsvirksomhed eller PMV og sælge alle sine aktiver. Herefter kan en ny køber købe alle aktiver og starte en ny virksomhed, der minder om den oprindelige virksomhed. 

Den nye køber skal oprette et nyt CVR-nummer, da den oprindelige virksomhed lukker, og det kun er aktiverne, der kan købes.

Værdiansættelse ved salg af virksomhed 

En værdiansættelse er en beregning af, hvor meget en virksomhed er værd på nuværende tidspunkt. Værdiansættelsen er ikke det samme som salgsprisen, men den er vigtig at have styr på i forbindelse med forhandling af salgsprisen. 

Værdiansættelsen er en rigtig vigtig ting ved salg af virksomhed, så du sikrer dig, at du får det rigtige for den. Derudover skal du også give potentielle købere en idé om, hvad din virksomhed er værd, for at de har lyst til at købe den.

Der findes mange modeller og metoder til at lave en værdiansættelse ved salg af en virksomhed. Vi har derfor lavet et indlæg om værdiansættelse af virksomheder, hvor du kan blive klogere på de mange forskellige metoder.

Du kan fx både lave en kvalitativ værdiansættelse og en kvantitativ værdiansættelse, som har hver deres fordele og ulemper.

En værdiansættelse kan være svær at kaste sig over. Hvis du ikke selv er tryg ved at lave en værdiansættelse, kan du med fordel kontakte en revisor, som kan hjælpe dig med at finde frem til, hvad din virksomhed er værd. 

Rådgivning ved salg af virksomhed – Har jeg brug for en kontrakt?

Du kan sælge din virksomhed fysisk gennem en virksomhedsmægler eller på en digital virksomhedsbørs. En digital virksomhedsbørs er en platform for købere og sælgere af virksomheder. 

Her lægger sælgere forskellige virksomheder op, så købere kan kigge på dem og enten investere eller købe virksomheden. Eksempler på nogle af de mest populære digitale virksomhedsbørser er Capino og Saxis.

Uanset om du sælger din virksomhed digitalt eller fysisk gennem en mægler, er det en god idé at få rådgivning. Det gælder særligt i den del af salget, hvor der skal laves kontrakter og andet juridisk arbejde. Du skal fx altid lave en købsaftale, når du sælger en virksomhed. 

Rådgivning til salg af virksomhed

Vi har et samarbejde med Lexly, så du kan få professionel rådgivning og sparring omkring salg af virksomhed af erfarne jurister.
Som Dinero-bruger får du 10% med nedenstående rabatkode:
RABATKODE: dinero20lh.

Skatteregler og beskatning ved salg af virksomhed

Ved salg af virksomhed skal du betale skat af det, du sælger din virksomhed for. Skatteregler og regler for beskatning ved salg af virksomhed afhænger bl.a. af forhold som tidspunktet og prisen for salget.

Ved overdragelse af virksomheder skelnes der mellem to typer, som er vigtige i forbindelse med regler for skat ved salg af virksomhed. Den ene er aktivoverdragelse, hvor sælgeren sælger sine aktiver. Den anden er aktieoverdragelse, som også kaldes anpartsoverdragelse, hvor sælgeren overdrager aktier/anparter. 

Beskatning ved aktivoverdragelse

Ved aktivoverdragelse er det sælgeren af virksomheden, der bliver beskattet. Det er fortjenesten på aktiverne, der bliver beskattet. Beskatningen afhænger af aktivernes købspris, og hvad de sælges for. Det kaldes også avancebeskatning

Ved aktivoverdragelse er der flere fordele for køberen end for sælgeren, når du kigger på skattereglerne. 

Beskatning ved aktieoverdragelse 

Ved aktieoverdragelse beskattes der efter reglerne om aktiebeskatning, da det er aktier, der overdrages. 

Hvis sælgeren er en fysisk person, bliver aktieavancen beskattet som aktieindkomst. Reglerne om beskatning af aktieindkomst findes i aktieavancebeskatningsloven

Hvis sælgeren er en virksomhed, er der i de fleste tilfælde ikke beskatning ved salg af virksomhed, og derfor er der ofte langt flere skattemæssige fordele for sælgeren ved aktieoverdragelse. 

Beskatning ved holdingselskab

Hvis et selskab har et holdingselskab, som har ejet virksomhedens aktier i minimum tre år, kan selskabet sælge aktierne uden at skulle betale skat. 

Grunden til at holdingselskabet skal have ejet aktierne i mere end tre år er, at det ikke skal være muligt at oprette et holdingselskab for at kunne udnytte muligheden for de skattemæssige fordele.  

Moms i forbindelse med salg af virksomhed 

Ligesom der er mange skatteregler i forbindelse med salg af virksomheder, er der også en række momsregler, du skal kende til, hvis du vil sælge din virksomhed. 

Når en virksomhed overdrages, kan salget fritages for moms i nogle tilfælde. Der er tale om momsfri virksomhedsoverdragelse, hvis:

  • Køber er momsregistreret ved overdragelsen
  • Der sker overdragelse af en økonomisk enhed 
  • Køber fortsætter med driften 
  • Sælger skal stoppe med at drive virksomheden efter overdragelsen.

Udover disse betingelser skal sælgeren inden for otte dage fra overdragelsen oplyse Skattestyrelsen om navn og adresse på virksomhedens nye ejer og prisen på de overdragne aktiver.  

Konkurrenceklausul ved salg af virksomhed

Ved salg af virksomheder ses det ofte, at køber og sælger laver en aftale om, at sælger ikke må starte eller ansættes i en konkurrerende virksomhed i en bestemt periode. Sådan en aftale kaldes en konkurrenceklausul

En konkurrenceklausul er med til at beskytte køberen og kan bl.a. indeholde aftaler om, at sælger ikke må deltage i konkurrerende aktiviteter inden for et bestemt geografisk område. Den kan også definere, hvilke konkrete konkurrerende aktiver sælger ikke må være en del af. 

Som ved andre dele af processen for salg af virksomhed er det også en god idé at søge juridisk rådgivning i forbindelse med konkurrenceklausuler.

Oftest stillede spørgsmål

Du kan sælge en virksomhed ved en aktie- eller aktivoverdragelse. Det betyder, at du enten kan sælge aktierne/anparterne eller aktiverne i virksomheden.

Der er mange overvejelser, du skal gøre dig, inden du sælger din virksomhed. For at du kan sælge en virksomhed, er det fx vigtigt, at du forbereder virksomheden på et salg, dokumenterer virksomhedens oplysninger, og at du får lavet en værdiansættelse af din virksomhed.

De skattemæssige regler ved salg af virksomhed afhænger af, hvordan overdragelsen af virksomheden foregår. Hvis du sælger virksomhedens aktier, er det reglerne om aktiebeskatning, der gælder. Hvis du derimod sælger virksomheden aktiver, er det fortjenesten på aktiverne, der bliver beskattet.

Portræt af Laura Vestmark
Laura Juul Vestmark
Laura er vores Marketing Assistant. Hun hjælper bl.a. med at producere indhold om regnskabsrelaterede begreber og regler til dig, som ønsker at blive klogere på regnskab på en let forståelig måde.

Skriv en kommentar

0 kommentarer

Gør som 0 virksomheder

Brug Danmarks mest anbefalede regnskabsprogram