Skift regnskabsprogram til Dinero - vi flytter dit regnskab HELT GRATIS - Læs mere her
X

Opret gratis konto

Vores bedste tips til valg af virksomhedstype

Rasmus Jungersen Sidst opdateret: 19/10/2018
Den 19. september 2017

At vælge virksomhedstype er en svær og vigtig beslutning. Dit valg bliver påvirket af artikler, bøger, venner eller samarbejdspartnere, der alle siger noget forskelligt om, hvad der er godt for netop dig. Her i Dinero hører vi derfor ofte – med god grund – fra mange, der er i tvivl om deres valg.

Indlægget her tager udgangspunkt i de hyppigst brugte virksomhedstyper i Danmark. Vi går ikke i dybden med, hvordan du konkret stifter din virksomhed. Det handler mere om at give dig vores bedste tips, så du får valgt den rette virksomhedstype til netop din virksomhed.

(Pst… Vi har lavet et lynhurtigt overblik i bunden 🙂 )

Generelt om virksomhedstyper

Virksomhedstyper opdeles typisk i to kategorier:

Der er selskaberne – ApS, IVS og A/S – og de personligt ejede virksomheder – enkeltmandsvirksomhed, PMV (max årlig omsætning 50.000 kr.) og I/S. Forskellen er måden, du hæfter for selskabets forpligtelser på. Nedenfor gennemgår vi kort, hvad det betyder.

I et selskab er det virksomheden, der hæfter for forpligtelserne – altså det virksomheden skylder. Det betyder, at du kun risikerer at miste det beløb, du personligt har indskudt i din virksomhed (fx din anpartskapital).

Men – ja, der er næsten altid et men. Det er de færreste banker, der i dag vil låne dig penge til at starte din virksomhed uden at have sikkerhed for, at de får deres penge igen – medmindre du har et meget stort beløb stående på din bankkonto, men så havde du nok gået udenom banken. Det kan være de tager pant i dit hus eller din bil.

De eneste, der kan have en udfordring, er dine leverandører – men her er der også et men. Det er de færreste leverandører, der vil levere større mængder varer til dig, uden at de også har sikkerhed for at få deres penge hjem. Typisk vil de for nystartede virksomheder kræve en forudbetaling for leveringen – og så skal du jo allerede have dine penge op fra start 🙂

I en personlig ejet virksomhed er det dig personligt, der hæfter for virksomhedens forpligtelser. Det betyder med andre ord, at du hæfter med din personlige formue for, at du kan betale løn til dine ansatte og betale dine leverandører. Hvis ikke du har penge til at betale, kan de komme efter dit private hus, båd, bil mv.

Nedenfor kan du læse, hvad det betyder for dit valg af virksomhedstype. Vi håber, det hjælper dig til at træffe det rigtige valg 🙂

Vores vigtigste tip til at vælge den rette virksomhedstype
  • Overvej din personlige risiko

Det her er efter vores mening det vigtigste valg, du skal træffe, når du skal vælge virksomhedstype. Som du læste lige ovenfor er det nemlig forskelligt, hvordan du hæfter for din virksomheds forpligtelser.

Lad os tage et par eksempler:

  1. Du skal starte en stor møbelgrossist, der skal købe et varelager hjem for flere millioner. Her er der tale om stor risiko, og derfor kan det være rigtig fornuftigt at stifte et selskab (ApS, IVS eller A/S), da det mindsker din personlige risiko.
  2. Du skal starte et stort tømrerfirma. Du forventer dine opgaver bliver store (+100.000 per gang). Her påtager du dig også stor risiko – fx hvis det du skal lave bliver forsinket, og køber skal have en ekstra rabat. I dette tilfælde vil det være en fordel for dig, hvis du har et selskab, da det så er selskabet, der hæfter for forpligtelsen – og ikke dig personligt. Laver du i stedet småopgaver har du ikke denne risiko, hvorfor du kan overveje en personlig virksomhed (enkeltmandsvirksomhed ved én ejer, I/S ved flere ejere).
  3. Du skal starte som konsulent. For at komme i gang skal du kun bruge en computer. I nogle tilfælde også en bil, men den kan du også eje privat og få kilometergodtgørelse udbetalt skattefrit for at køre i den til firmaets opgaver. Her er der tale om en lille risiko, da virksomhedens forpligtelser er ganske små. I det her tilfælde kan det være fornuftigt blot at stifte en personlig virksomhed.

Som vi skrev tidligere er det dog ikke sikkert, du slipper helt for at hæfte personligt i dit selskab. Typisk vil banken kræve personlig hæftelse – og det samme kan dine kreditorer (leverandører, mv.), hvis ikke de forlanger forudbetaling. Det er også en vigtig ting at huske, når du skal vælge, om du skal have et selskab eller en personlig virksomhed.

Vores næstvigtigste tips/overvejelser til valg af den rette virksomhedstype
  • Omkostninger (opstart og løbende) ved selskab og personlig virksomhed

Der er stor forskel på stiftelsesomkostninger og løbende udgifter i et selskab kontra i en personlig virksomhed. Nedenfor gennemgår vi de typiske omkostninger, og hvordan disse er fordelt på de forskellige virksomhedstyper.

De typiske omkostninger er arbejdsskadeforsikring, etablering af erhvervskonto, stiftelsesgebyr og revisorhjælp.

I et selskab har du omkostninger til det hele. Arbejdsskadeforsikring er et lovkrav. Hver ejer i selskabet skal have denne forsikring. Det koster dig typisk mellem 1.000-2.000 kroner per ejer årligt.

I et selskab skal du have oprettet en erhvervskonto. Tal med din bank om, hvad det koster.

Og så koster det dig penge at stifte dit selskab. Staten tager et fast gebyr på 670 kroner. Derudover skal du med stor sandsynlighed have hjælpe til at stifte selskabet. I dag findes der onlinetjenester, der gør det helt ned til 495 kroner for et IVS, men du kan også få din advokat til det. Der er i begge tilfælde tale om et engangsbeløb, der dog ikke må trækkes fra skattemæssigt i dit selskab.

Det er ikke helt nemt at indberette regnskabet for sit selskab. Derfor skal du med stor sandsynlighed også have revisorhjælp til det. Hvor meget det koster afhænger af, hvor meget hjælp du løbende skal have til bogføringen. Regn med alt i mellem 5.000-15.000 kroner årligt.

I en personlig virksomhed kan du faktisk slippe helt uden omkostninger, afhængig af hvor meget du selv tager dig af bogføringen. Der er hverken lovkrav om arbejdsskadeforsikring eller erhvervskonto. Du kan bare få oprettet en ekstra konto i din nuværende bank. Det anbefaler vi, for så har du styr på alle transaktioner i dit firma.

Det er gratis at stifte en personlig virksomhed, så heller ikke her skal du have penge op af lommen. Dine omkostninger til revisorhjælp afhænger af, hvor meget du selv tager dig af bogføringen. Nogle vælger at få revisorhjælp til at indberette årsregnskabet. Det koster typisk mellem 3.000-5.000 kroner årligt. Alternativt kan du få os til at hjælpe dig. Vi har nemlig en indbygget Skattepakke til enkeltmandsvirksomheder og PMV’er.

  • Krav til regnskabet

Der er større krav til årsregnskabet i et selskab end i en personlig virksomhed.

I et selskab skal der laves fuld årsrapport og ledelsesberetning. Desuden skal regnskabet være offentligt tilgængeligt. Det er noget, som du behøver hjælp til. Hvor meget du kan forvente, at det koster dig, har vi estimeret ovenfor.

I en personlig virksomhed skal der ikke laves fuld årsrapport. Her skal du lave et skatteregnskab, som du skal indberette til skat. Regnskabet skal ikke være offentligt tilgængeligt. Desuden er det noget nemmere at få regnskabet indberettet for din personlige virksomhed, og derfor er det også billigere for dig.

  • Personlig beskatning

Som med de andre punkter er der også forskel her.

I et selskab betaler virksomheden selskabsskat af overskuddet, hvorfor du personligt først bliver beskattet, når du udbetaler løn eller udbytte til dig selv. Har du underskud i selskabet, kan du ikke få et personligt skattefradrag for det, men i stedet kan det bruges i de kommende regnskabsår, hvor der forventeligt kommer overskud.

I en personlig virksomhed betaler du skat af dit overskud (se videoforklaring), medmindre du er på virksomhedsskatteordningen (VSO). Sidstnævnte er dog kompliceret, så overvej også nøje, om det er nødvendigt for dig. Har du underskud i din personlige virksomhed, får du personligt skattefradrag for det, hvilket er en fordel for den nystartede.

Til sidst vil vi gerne aflive en myte: Mange tror, at man personligt betaler mindre skat ved at have et selskab i stedet for en personlig virksomhed. Det er i de langt de fleste tilfælde ikke rigtigt. Beskatningen vil typisk være den samme, når du har betalt både selskabsskat og udbytte eller løn til dig selv i dit selskab.

  • Lukning af virksomhed

Vi håber selvfølgelig ikke, at det bliver aktuelt for dig at lukke din virksomhed. Men det er stadig et aspekt, du skal have tænkt over. Det er nemlig langt nemmere at lukke en personlig virksomhed – det kræver blot et par klik (og selvfølgelig et opgjort regnskab). Derimod er lukningen af et selskab besværlig og kan tage rigtig lang tid.

  • Indskud af egne penge

Dette punkt er også værd at overveje for der er forskel på, hvor let det er at indskyde egne penge – afhængig af, hvilken virksomhedstype du vælger. I en personlig virksomhed kan du indskyde (og hæve) penge så ofte du vil, uden yderligere dokumentation. I et selskab kræver det lidt mere af dig. Såfremt du låner penge til selskabet skal lånet forrentes til markedsvilkår, og der skal også laves et lånedokument mellem dig og dit selskab.

 Afslutning

Som du måske har fået læst dig frem til, mener vi, at det er risikoen, der bør være tungen på vægtskålen i dit valg. Har du ingen særlig risiko ved at blive selvstændig, kan det være en fordel for dig at stifte en personlig virksomhed. Har du omvendt stor risiko, vil det rigtige valg med stor sandsynlighed være at oprette et selskab. Ligger du midt i mellem er vores øvrige tips klart også værd at overveje inden du træffer din beslutning.

Ovenstående er vores bedste tips til dig til at vælge den rette virksomhedstype. Vi håber, du er blevet klogere på, hvilken virksomhedstype du skal vælge. Har du mod på at læse endnu mere om emnet, har vores gode ven, John Hannover, skrevet en uddybende artikel. Den kan du læse her.

Tak, fordi du læste med 🙂

Skriv en kommentar

For security, use of Google's reCAPTCHA service is required which is subject to the Google Privacy Policy and Terms of Use.

If you agree to these terms, please click here.

Tilmeld dig og få styr på dit regnskab

Kom i gang med det samme - det er helt gratis og uden binding